19-05-2009 - kl. 14:14
Inspektionsfortøjet EJNAR MIKKELSEN og dets besætning april 2009
|
Historie:
EJNAR MIKKELSEN er navngivet efter den danske polarforsker Ejnar Mikkelsen.
Skibet er det seneste af KNUD RASMUSSEN-klassen.
Polarforskeren Ejnar Mikkelsen (1880-1971) gennemførte i perioden 1900 til 1932 en række ekspeditioner i Østgrønland. Mest kendt er nok Alabama-ekspeditionen (1909-12) til Nordøstgrønland, hvor Ejnar Mikkelsen ledte eftersøgningen af de jordiske rester efter Mylius Erichsen, Høegh Hagen og Jørgen Brønlund (Knud Rasmussens barndomsven), der var forulykket på Danmark Ekspeditionen1906-08. Ejnar Mikkelsen grundlagde desuden Scoresbysund i 1924.
Ejnar Mikkelsen deltog også i 1932 som medlem af den danske delegation ved retssagen i Haag om Østgrønlands retsstilling, og han bidrog væsentligt til, at Østgrønland tilfaldt Danmark og ikke Norge. Ejnar Mikkelsen blev i 1933 inspektør for Østkysten, en post han beholdt indtil 1950.
Ejnar Mikkelsen har således haft stor betydning for udforskningen af Østgrønland og for østgrønlænderne, og han har modtaget flere hædersbevisninger, ligesom han har siddet i bestyrelserne for Det Grønlandske Selskab og Arktisk Institut.
Inspektionsfartøjet EJNAR MIKKELSEN er bygget af Karstensens Skibsværft A/S som nybygning nr. 401. Karstensens Skibsværft A/S fik skroget bygget på det polske skibsværft Stocznia Pólnocna (Northern Shipyard) i Gdansk, hvorfra skibet blev søsat den 1. juli 2007. Skibet blev navngivet i Skagen den 13. september 2008 af den grønlandske landstingsformand Ruth Heilmann. Der blev hejst kommando første gang om bord d. 16. januar 2009. EJNAR MIKKELSEN er adopteret af Aabenraa kommune og bliver adopteret af Sisimiut kommune i Grønland.
Skibets opgaver:
Inspektionsfartøjernes opgave er bl.a. konstant tilstedeværelse for at sikre, at der ikke pågår ulovlige aktiviteter i det grønlandske og færøske område, herunder krænkelser af det territoriale farvand og i den økonomiske zone. Desuden løses en lang række af mere civilpræget opgaver, herunder eftersøgnings- og redningsaktioner, fiskeriinspektion, bekæmpelse af olieforurening, isbrydning og patienttransporter. Udover støtte til lokalbefolkningen, er opgaverne med til at sikre identiteten mellem Rigsfællesskabet og de mennesker der færdes i Grønland og på Færøerne: indbyggerne selv, danskere, udenlandske fiskere, turister, minearbejdere og diverse olie- og mineralefterforskningshold, der i stigende grad besøger Grønland. Inspektionsfartøjernes opgaver er således med til at sikre den befolkningsmæssige integritet.
Skibets alternative opgaver:
Inspektionsfartøjerne er, udover den primære opgave i Nordatlanten, i stand til at kunne varetage andre opgaver. Det være sig krisestyringsopgaver, hvor der er behov for intensiveret tilstedeværelse til overvågning og hævdelse af suverænitet, herunder indledende forsvarsforanstaltninger. Inspektionsfartøjerne kan ligeledes indgå i internationale opgaver, selvstændigt såvel som i samarbejde med andre enheder i både NATO-regi, samt med lande Danmark har indgået samarbejdsaftaler med. Inspektionsfartøjerne kan endvidere deltage i løsningen af bredt favnende fredsstøttende opgaver uden geografiske begrænsninger. Disse opgaver kan omfatte, men er ikke begrænset til, deltagelse i international katastrofehjælp, herunder assistance og støtte til evakueringer samt personel- og materieltransporter samt eskortetjeneste.