Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
25. maj 2012

Indholdsområde

 
Skibenes aktiviteter og tjeneste 

Inspektionstjenestens udførelse på Grønland og Færøerne

Det færøske havområde er på ca. 85 tusinde kvadratsømil. Vejret er tit stormende med høje bølger og nedsat sigtbarhed. Færøerne er tildelt et inspektionsskib, der i overvågningen af området ugentligt suppleres med et inspektionsfly fra flyvevåbnet.

Det grønlandske havområde, som skal patruljeres, er på ca. 135 tusinde kvadratsømil, fordelt med ca. 75 tusinde på vestkysten og ca. 60 tusinde på østkysten. Vejret i grønlandske farvande er om vinteren meget stormende med risiko for overisning og om sommeren karakteriseret ved tæt tåge. Langs kysten findes store områder med metertykke polarisflager og bælter med drivis. I hele farvandsområdet er der isfjelde spændende fra store isskosser til flydende isøer. Grønland er tildelt et inspektionsskib samt tre inspektionskuttere. Inspektionsskibet patruljerer havområderne fra kysten ud til 200 sømil fiskerigrænsen. Inspektionskutterne patruljerer skærgårds- og fjordområderne fra Kap Farvel området til nord for Thule samt de kystnære fiskebanker på vestkysten. Overvågningen af området udføres endvidere af et inspektionsfly der normalt er stationeret på Søndre Strømfjord flyveplads, samt af Slædepatruljen SIRIUS og Station Nord.

På Færøerne og Grønland løser inspektionsskibene, inspektionsfartøjerne og kutter de opgaver, der pålægges af henholdsvis Færøernes Kommando (FRK) og Grønlands Kommando (GLK). Opgaverne er farvandsovervågning, inspektion, transporttjeneste, søredningstjeneste og afvisning af skibe eller personer der krænker dansk, grønlandsk eller færøsk territorium. Endvidere yder skibene bistand til Grønlands og Færøernes befolkninger og til de lokale offentlige myndigheder. Skibene og kutterne indgår herudover i katastrofeberedskabet og miljøbeskyttelsesberedskabet på Færøerne og Grønland.

Til supplement og yderligere effektivisering af inspektionskibenes evne til eftersøgnings- og redningstjeneste er der etableret et samarbejde med andre redningsorganisationer i Nordatlanten og til civile helikopteroperatører. Inspektionsskibene opererer rutinemæssigt sammen med den islandske kystvagts skibe, helikoptere og fly samt øver landing og beflyvningsøvelser med andre helikoptere i området.

I hver besætning indgår et kontrolhold, der med gummibåd eller helikopter kan overføres til fiskeskibene for kontrol af fangst, last, redskaber og skibspapirer.

Under sejlads er enhederne i konstant højt beredskab for løsning af opgaverne, specielt søredningstjeneste, inspektion og farvandsovervågning. Togtlængderne for THET-kl er normalt 2,5 måned, hvorefter besætningerne skiftes, normalt i Reykjavik og Thorshavn. For inspektionskutterne er perioderne lidt mindre – op til 2 måneder. I havn ved Grønland og Færøerne ligger skibene på en times sejladsvarsel. Patruljeperioderne på havet har normalt en varighed på to uger efterfulgt af korte havneophold, hvor der udføres skibsvedligeholdelse, maskineftersyn og genforsyning med proviant og brændstof.

Farvandsovervågning i danske farvande.

Der er til stadighed et antal maritime indsatsenheder, primært patruljefartøjer eller orlogskuttere, til rådighed i de danske farvande hvor de udfører en række opgaver herunder farvandsovervågning suverænitetshævdelse, eftersøgnings- og redningstjeneste og anden assistance til handelsskibe, fiskerfartøjer og lystsejlere. Skibene deltager i havmiljøovervågning og forureningsbekæmpelse og yder hjælp og assistance til politiet, Skat, redningsberedskabet m.fl. De deltager i nationale og internationale øvelser og øvelser med de andre værn, herunder marinehjemmeværnet. Enhederne er til tjeneste 2 uger hvorefter de går til Flådestation Korsør for vedligeholdelse og afvikling af frihed.

Skolefartøjer.

Fra april til september udrustes to skolekuttere samt sejlkutterne til uddannelse af officerselever og sergentelever. I sommerperioden sejles der i danske og tilstødende farvande for at uddanne eleverne i skibstjeneste af forskellig art herunder navigation.

Miljøtjenesten.

Havmiljøtjenesten, herunder havmiljøovervågning og maritim forureningsbekæmpelse, hører under Søværnets Operative Kommando (siden 1996). Enhederne til bl.a. bekæmpelse af forurening er underlagt 1. Eskadre. 2 enheder ligger på konstant varsel året rundt. Enhederne indgår i to divisioner der har base i henholdsvis København og Korsør. Skibene er udstyret med materiel til opsamling af olieforurening eksempelvis efter skibskollisioner og grundstødninger. Der udføres jævnligt øvelser herunder øvelser med miljøenheder fra nabolandene.

Søopmålingstjeneste.

Opmåling af de danske farvande er et statsligt anliggende, som Direktøren for Farvandsvæsnet er ansvarlig for. Søopmåling i danske og grønlandske farvande foretages normalt i sommerhalvåret, mens behandling af data primært gennemføres i vinterhalvåret, så selvom skibene ikke er til søs, er der til stadighed aktivitet i søopmålingen. Til løsning af opgaven stiller søværnet personel og materiel til rådighed.