Om ESBERN SNARE
Våbenskjold
Navnet
Historie
ESBERN SNAREs våbenskjold
Blasonering
I rødt et drageskib af sølv med guld ild i mastetoppen. Skjoldet hviler på et anker hvorover der er en kongekrone.
Motivering
Våbnet hentyder til den danske stormand og søkriger Esbern Snare og hans bedrift i Sejerø-bugten 1170, da han med sit skib en nat kæmpede alene mod 40 vendiske skibe. Han afslog tre entringsforsøg og brugte derefter den list at lade nogle mænd entre op i rejsningen og slå ild for at indbilde fjenden, at han tilkaldte andre skibe. Listen lykkedes, og fjenden flygtede. Esbern fik herefter tilnavnet Snare.
Baggrund for navnet ESBERN SNARE
Skibet er opkaldt efter den danske stormand, høvding og søkriger Esbern Snare. Esbern Snare blev født 1127 i Fjenneslev, død 1204 på Sæbygård. Søn af Asser Rig (Hvide) og dennes hustru Inger Eriksdatter. Han var storebror til Absalon Assersen (1128-1201), den senere biskop og Københavns grundlægger.
Esbern Snare var en af Valdemar den Stores vigtige medarbejdere og kæmpede sammen med Valdemar 1. den Store i slaget på Grathe Hede i 1157. Efter Absalons overtagelse i 1177 af ærkebispesædet i Lund bestyrede Esbern Snare og andre sjællændere skånsk kirkegods, hvilket medvirkede til et skånsk oprør i 1180-81.
Esbern Snare ejede meget sjællandsk gods og arvede Fjenneslev efter sin bror.
Esbern Snare lod omkring 1170 bygge en borg i Kalundborg og regnes for byens grundlægger. Tidligere blev byggeriet af den femtårnede kirke i Kalundborg tilskrevet Esbern Snare, men nu menes æren for kirkebyggeriet at tilfalde datteren Ingeborg.
Tidligere orlogsskibe med navnet ESBERN SNARE
Det første skib, der bar navnet, var en panserskonnert, som blev bygget i England af The Thames Iron Works. Skonnerten blev afleveret til Flåden i juli 1862, hvorefter den indgik i Flådens tal. Den blev udrustet første gang i 1863. Den udgik af Flådens tal den 6. december 1923, og blev i juli 1927 solgt til H.C. Christensen Rederi, Marstal, hvor skonnerten skulle hugges op på det søndre værft i Marstal. Panserskonnerten ESBERN SNARE havde et søsterskib, som hed ABSALON.
Det næste skib, der bar navnet ESBERN SNARE, var en fregat udlånt til Søværnet fra den engelske Flåde. Fregatten hed oprindelig HMS BLACKMORE, havde skrognummeret L43, og var af den engelske HUNT II-klasse, der blev bygget som ”Escort Destroyer”. Fregatten blev bygget af Alex Stephen & Sons, Ltd. i Glasgow. Kølen blev lagt den 10. februar 1941, og fregatten søsat den 2. december 1941. ESBERN SNARE blev sammen med to søsterskibe udlånt til Danmark den 18. juli 1952 og ankom til København den 6. september 1952, hvor den blev ombygget på Orlogsværftet. ESBERN SNARE indgik i Flådens tal den 15. februar 1954 med skrognummeret F341. ESBERN SNARE blev ikke navngivet af nogen person, idet navnet blev vedtaget ved kongelig resolution den 21. januar 1953. Fregatten blev adopteret af Kalundborg den 3. juli 1954.
ESBERN SNARE udgjorde klasseskibet i ESBERN SNARE-klassen, hvor de øvrige enheder var ROLF KRAKE (F342) og VALDEMAR SEJR (F343). ESBERN SNARE strøg kommando den 9. januar 1965 og udgik af Flådens tal den 6. april 1965. Den blev sat til salg 2. september 1966 og senere ophugget i Sverige.