05-03-2010 - kl. 17:04
Af Jette Elkjær
Fredag den 5. marts blev der på Flyvestation Karup afholdt udsendelsesparade for de 144 danske FN-soldater, som om godt en uge rejser til Libanon. Her skal de afløse det hold danske FN-soldater, som siden den 1. december 2009 har været en del af United Nations Interim Force in Lebanon (UNIFIL).
I sin tale til soldaterne lagde chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik Røboe Dam vægt på, at missionen er endnu en markering af dansk forsvars indsats i udlandet.
- I er på vej ud på en spændende og vigtig FN-opgave. En opgave, som vil stille store krav til jer som personer og som hold, og hvor det er vigtigt, at I har situationsfornemmelse, sagde generalmajor Henrik Røboe Dam.
Selv om missionen umiddelbart går til et roligt område end eksempelvis Afghanistan manede generalmajoren til forsigtighed.
- Trafikken er uforudsigelig i Libanon og kan være farlig. Og det materiel, som I skal køre rundt i landet, i er måske ikke af samme standard som det, vi har her hjemme i Danmark, pointerede generalmajor Henrik Røboe Dam. Han sluttede derfor sin tale til soldaterne af med ordene:
- Pas på jer selv og hinanden. Vi her hjemme vil gøre alt for at støtte jer og jeres familier under udsendelsen.
Chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik R. Dam skridter paraden af sammen med Detachement Commander for UNIFIL hold II, oberstløjtnant Claus D. Bloch.
(Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste)
Om det danske bidrag til UNIFIL
De danske soldater udgør en logistikenhed, hvor opgaverne primært omfatter transportstøtte i hele UNIFIL’s operationsområde, herunder udbringning af mad og brændstof til UNIFIL’s enheder. Herudover varetager enheden reparation af køretøjer og våben samt brandbekæmpelse i den lejr, hvor de bor.
Bidraget til UNIFIL er uddannet af Combat Support Wing og udsendt under ledelse af Flyvevåbnet og består af personel fra alle tre værn fordelt på to hold. UNIFIL hold I slutter deres udsendelse ved udgangen af marts 2010, mens UNIFIL hold II bliver afløst i midten af august 2010. Det forventes, at Hæren overtager FN-missionen fra august.