Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
DANEX 05
Forsvarets Mærke
10. februar 2012

Indholdsområde

 
"Søkrigen" gik sin gang på korvetten NIELS JUEL 
Klar ved TMG (tungt maskingevær)
DANEX øvelsen – ”søkrigen” - går sin gang, og alle om bord er på dupperne og klar til at være klar efterhånden, som vi går op og ned i beredskab i takt med at ”truslen” mod os bliver større eller mindre.
22-09-2005 - kl. 11:39

Korvetten NIELS JUEL.
Onsdag d. 21. september 2005.
Østersøen ved Bornholm.
Orlogspræst Eigil Andreasen

Men først lidt om weekenden.
Lørdag var det nødvendigt for os at sejle igennem et område, som lige var blevet ryddet for miner, men faren for at en mine er blevet overset er altid til stede, så det var med den største forsigtighed, vi sejlede igennem sådan et område, og alle var på deres poster. Det gælder jo vores allesammens sikkerhed!

Aldrig så snart var vi ude af det farlige område, før nye farer lurede forude. På vej gennem Sundet dukkede ”fjendtlige” skibe op. De prøvede at forhindre vores videre sejlads ved at sende en gummibåd med ondt i sinde imod os. Vi var lidt sen til at få øje på den, men i sidste øjeblik lykkedes det os at få has på den.

En pause i kampenVel ankommet til Bornholm nåede vi søndag ind i smult vande. Truslen mod os er her var lille. Vi kastede anker ud for Hammershus, men de lidt store buler på suppen gjorde, at vi sammen med vores venner forlagde om på den anden side af øen til ud for Gudhjem. Her holdt vi togtets første gudstjeneste. Rigtig mange af besætningen benyttede lejligheden til at deltage i fællesskabet inde i officersmessen.

Ved midnatstide søndag sejlede vi op i det område nord for Bornholm, hvor vi skal operere fra, og atter kom vi ud i kampen.

I derhjemme kan så spørge: Hvad er det for en ”krig” vi har gang i? Ja, de to lande Islandia (Bornholm) og Dania (Danmark) er ikke så forfærdelig gode venner. Nord for Islandia ligger Selandia (Sverige) med det selvstændige ørige Northlandia (Gotland) ud for sig.

Northlandia er bonkammerat med Islandia. På Monia (Møn), der er en provins af Dania, er der en stor befolkningsgruppe, som stammer fra Islandia, og som derfor sympatiserer med dette land. Det store problem er en voksende uro i Islandia, som bl.a. har ført til flere angreb fra rebeller (terrorister) fra Islandia.

MESTER klar til kampStyrken, som deltager i DANEX, er primært delt i to, hvor den ene del (”de andre”) repræsenterer Northlandia, og den anden del (”os”) er en internationalt sammensat styrke, der på vegne af FN og NATO skal øve positiv indflydelse på området. Udover de to dele af styrkerne er der også til lejligheden deltagelse af bl.a. fly, Marinehjemmeværnet og specialoperationsstyrker, der bl.a. repræsenterer rebellerne, der udfører terroraktioner.

Gummibåden i vandetDette er i grove træk scenariet for DANEX, og ude i vores område skal vi med NIJU sikre mange ting. F.eks. at der ikke smugles våben til Islandia, hvilket vi gør ved at boarde de skibe, der er bound for havne i Islandia og Northlandia, så vores boardinghold har været i funktion flere gange i de senere dage. Endvidere er det vores opgave at sørge for, at konflikten mellem Dania og Islandia ikke skal eskalere og blive til regulær krig. Det skulle helst undgås. Northlandia kan måske finde på at blande sig i konflikten. Også det må vi tage højde for. Derfor skal vi sammen med vores venner i styrken holde godt øje med Northlandias ubåde og overfladeenheder og observere, hvad de i grunden har gang i.

Indtil nu har vi haft rigtig travlt, også med at beskytte os selv. Hele tiden har o-rummet observeret nye trusler, så vi lynhurtigt har måttet gå op i beredskab, der svarer til truslens karakter. Bl.a. har små fly truet med at kaste kemiske kampstoffer i hovedet på os. Vi er også blevet truet af omkringfarende, fremmede gummibåde, som kan finde på hvad som helst. Faren for miner har også hele tiden truet os.

Sedlen fortæller, hvad jeg fejler.Samtidig skal vi jo også se, hvordan de andre enheder i vores styrke har det. Her har der været brug for at overføre DOC og SANITTEN til andet skib i nød, hvor der, ud over tekniske skader, også har været mange sårede besætningsmedlemmer.

Også nu i skrivende stund er vi på vores poster og parat, for vi véd ikke, hvad de andres næste træk er, hvad han nu kan finde på af uhyrligheder. Alt sammen er det jo for øvelse, som vi også skrev i sidste rejsebrev. Men sådan som hele scenariet er sat op, så bliver øvelsen meget virkelighedsnær. Vi får virkelig afprøvet alle vore våbensystemer, vi får afprøvet al den fine teknik, vi har om bord på NIJU, vi får afprøvet al vores personlige militære udstyr, og sidst, men ikke mindst, får vi afprøvet vore egne grænser.

Ensom post på agterdækketDet at skulle være parat døgnet rundt kræver en god økonomisering af de menneskelige kræfter, som vi råder over på NIJU. Hvornår er ”Kongens kvarter” på vagt, så ”Dronningens kvarter” kan hvile – og omvendt? Det er hele tiden spørgsmålet. Vi er nok et lille skib – også når vi tæller hoveder, men vi er gode til at hjælpe hinanden, så vi fremstår som en lille, men vågen og stærk enhed i styrken.

Ja, her under DANEX er vi virkelig ude i kampen, og det vil vi blive ved med at være, indtil øvelsen slutter en gang i morgen; men øvelsen er spændende og lærerig, så dagene flyver af sted.