Chefen for Søværnets Operative Kommando, kontre admiral Nils Wangs, tale ved kommandoskiftet i Søværnets Taktiske Stab

kontreadmiral Nils Wang |
Om end et chefskifte ved STS ved starten af vores største nationale øvelse næppe kan betegnes som tidsmæssig ideel, så er det en flot ramme dette kommandoskift finder sted i. Som det er bekendt for de fleste, så er det ikke første gang, at flotilleadmiral Palle Cortes tager over som chef for Søværnets Taktiske Stab og jeg kan huske, at rammen sidste gang var et tomt hus på FLS KOR, hvor der bogstaveligt talt, hverken var blyanter eller papir. Så det glæder mig Palle, at det denne gang kan ske med manér.
Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor meget der sket i Marinen siden STS i år 2000 deltog i sin første øvelse i et stort koldt telt nede i Ramstein, under den NATO papirøvelse, der hed CONSTANT HARMONY. Selv om der blot var tale om en papirøvelse, var der allerede dengang mange af vores udenlandske samarbejdspartnere, der blev klar over, at den danske flåde havde etableret et nyt føringskoncept. Dette koncept er så siden blevet udviklet betydeligt og jeg kan med stor tilfredshed konstatere, at DATG-stab i dag er særdeles velrenommeret i det store udland. Et sådant renommé kommer ikke af sig selv, men kan kun skabes gennem hårdt arbejde og ved at vise de andre, at vi fagligt ligger i toppen af superligaen.
Fungerende chef STS, KK Gustav Lang har både som STCH og som fungerende chef været en meget væsentlig bidragyder til det positive ”brand” STS har og jeg vil gerne her i gode vidners nærværd takke dig mange gange Gustav, for din utrættelige indsats for STS i de seneste år og ikke mindst for den enorme planlægningsindsats du og din stab har ydet i f.m. dette års DANEX-øvelse.
Jeg har stærkt på fornemmelsen, at forudsætningerne for at bringe STS et skridt videre er ved at være opfyldt. Jeg tænker her først og fremmest på de materielmæssige forudsætninger i form af nye store og meget velegnede kommandoplatforme uden i øvrigt at forklejne kommandoskibets THETIS indsats de seneste år. Men jeg tænker også på den politiske forståelse for og vilje til at anvende maritime enheder i internationale operationer. Den proces som har fundet sted i f.m. beslutningen om udsendelse af et dansk maritimt bidrag til Libanon har således været bemærkelsesværdig på flere måder. For det første var der på et tidligt tidspunkt politisk vilje til at udsende bidraget før der forelå en folketingsbeslutning - altså på forventet efterbevilling om man vil. Og det er jo lige præcist det man kan med skibe, hvor man jo ikke behøver tilladelse fra andre nationer til at sejle på det åbne hav. For det andet – og i r.t. STS endnu mere interessante - at man for første gang har besluttet at bidrage med op til 3 skibe på en gang. Jeg siger udtrykkeligt ”op til 3 skibe”, for om det bliver 1, 2 eller alle tre ved vi først, i løbet af næste uge. Men min pointe her skal være, at der med den politiske selvfølgelighed, som der her er sagt ”op til tre enheder” ikke er helt så langt til udsendelse af en egentlig dansk TG som der måske har været tidligere. Jeg kan også konstatere, at der stadig tales om dansk TF 150 deltagelse parallelt med Libnonoperationen og det kan ikke udelukkes, at der i den forbindelse kan blive tale om udsendelse af hele STS m/kommandoplatform, såfremt der måtte opstå et ønske om, at Danmark tager lead på denne operation i 6 måneder.
Og så må vi jo ikke glemme, at STS allerede har været udsendt i internationale operationer med enkeltpersoner og faktisk er det i talende stund. Jeg vil gerne i den forbindelse i særlig grad kvittere for den indsats STS personel ydede under evakueringen af flere tusinde danske statsborgere fra Libanon. BZ
Palle, jeg er sikker på, at du er den helt rette person til at bringe STS det skridt videre, som jeg her har talt om. Der vil måske være enkelte, der tvivler på, hvorvidt du kan bevare entusiasmen når du sådan kommer tilbage til et job, som du har haft tidligere. Den tvivl har jeg ikke, for jeg kender dig og ved, at dit hjerte banker for lige præcis denne helt vitale del af SVN virksomhed.
Jeg glæder mig til at samarbejde med dig igen og det er mit inderlige ønske, at vi sammen – fra hver vores chefstol – kommer til at opleve STS i den rolle som staben i sin tid blev oprettet til, nemlig som TG-stab i en international operation.