05-09-2006 - kl. 10:34
Scooterføreren var lørdag eftermiddag sammen med en kammerat på vej ud på molen for at fiske, da speederkablet satte sig fast. Det var umuligt for ham at tage gassen af scooteren. Heldigvis lykkedes det ham at hoppe af, inden scooteren fortsatte ud over bassinkanten og ned i havnens mudrede bund.
Uheldet fandt sted, mens flere af søværnets skibe var på havnebesøg i Odense. En dykker fra HDMS LAXEN tilbød hurtigt at hoppe i vandet for at søge efter scooteren.
- Det var kulsort på bunden, der var dækket at et tykt lag mudder. Sigtbarheden var lig nul, så jeg måtte føle mig frem. Det blev en rigtig god træning i at dykke i mørke, fortæller sergent Jarl Mark, der dykkede efter scooteren.
I første omgang lykkedes det ham ikke at finde køretøjet. Men en cykel blev fundet og kom med op på dækket.
Søndag aften var Jarl Mark igen nede på bunden, og denne gang lykkedes det.
- Jeg satte et par bøjer på bunden og spændte et tov mellem dem. Ved at trække tovet hen over havnebunden fik jeg bid. Det var scooteren, fortæller Jarl Mark.
Køretøjet er afleveret til sin ejer.
Episoden fandt vej til spalterne i Fyens Stiftstidende, der også bragte et foto af dykkerne på arbejde.
Af Michael Christiansen, SPAO DATG