08-09-2006 - kl. 18:20
Halvvejs gennem DANEX 06 er det tid at kigge tilbage på de første dage og samtidig rette blikket frem mod scenarie-fasen, hvor Danish Task Group (DATG) skal dyste mod Standing NATO Response Force Maritime Group 1 (SNMG1).
”Desværre blev et relativt stort antal skibe trukket ud umiddelbart før, DANEX 06 skulle i gang. Det skete, for at danske og tyske skibe kunne forberede en eventuel indsættelse i en reel opgave i Middelhavet,” fortæller flotilleadmiral Palle Cortes, chef for DATG.
”Men det har ikke hindret, at vi indtil nu har nået øvelsens overordnede mål. Det har betydet ændringer i detailprogrammet, men real life-operationer må og skal have prioritet,” fastslår flotilleadmiralen.
I øvelsen deltager skibe fra Danmark, Tyskland, Holland, England, Canada, Polen og USA.
Tilbagemeldingerne fra de deltagende fartøjer efter de første dage er positive. ”Alle giver udtryk for, at de har fået den træning, de så frem til.”
Øvelsen har været plaget af en del tekniske problemer på skibene, men heldigvis ingen skader på personer. Det hollandske skib HNLMS VAN GALEN havde en grundberøring og måtte desværre udgå af øvelsen for at sejle hjem til reparation.
Palle Cortes nyder igen at være på søen efter fire år i land. ”Det er pragtfuldt igen at være på havet.”
Af Michael Christiansen, SPAO DATG