08-09-2006 - kl. 11:58
Mindst to gange om måneden trækker Rasmus Hansen i sin røde dykkerdragt og hopper i vandet. For at holde status som dykker i Søværnet er der nemlig en række minimumskrav, der skal opfyldes.
Uddannelsen som dykker gennemføres på Søværnets Dykkerkursus på Holmen og varer seks uger. ”Jeg har kompetence til at dykke ned til 30 meter, at foretage erhvervsdykninger og arbejde på blandingsgasser,” fortæller Rasmus Hansen, der er en del af besætningen på THETIS.
Han har søgt om optagelse på et supplerende kursus, der vil give ham rettigheder som tungdykker. ”De arbejder med hjelm og får lufttilførsel gennem en slange, mens jeg i dag arbejder med flasker på ryggen.”
Rasmus Hansen har under DANEX 06 været i dykkerdragten. Det skete, mens THETIS lå for anker ud for Djursland. ”Jeg fik til opgave at inspicere skruen. Der var mistanke om en utæthed,” fortæller han. Opgaven under THETIS varede 30 minutter.
Af Michael Christiansen, SPAO DATG