Historisk set blev Islandia regeret af Dania og det daniske mindretal på Islandia blev begunstigede som herskere og det lokale aristokrati. Islandia blev imidlertid hurtigt midtpunkt i striden mellem dets indfødte befolkning og tilflytterne fra Dania.
Under Danias overherredømme blev mange islandere tvangsflyttet til Vendia for at arbejde i fiskeindustrien.
Vendia var før borgerkrigen i 1990-95 Danias nordligste provins, Mindretal voksede og havde fremgang, men bevarede de tætte kulturelle bånd med Islandia. Striden mellem danians og islandians fortsatte i mange år og kulminerede i et oprør der varede fra 1914-1918, hvorefter Islandia blev en selvstændig stat og det daniske overherredømme sluttede efter mere end 500 år.
Den dag i dag har oprøret i 1914-1918 en stærk indflydelse på den islandiske befolkning og det daniske mindretal.
Den internationale domstol i Haag afgjorde oprøret den 14. september 1918 og de efterfølgende islandiske regeringer blev anerkendt af det internationale samfund. Islandia er medlem af FN og har ratificeret Geneve konventionen af 1949 samt protokollerne af 1977.
Efter oprøret bad Islandia Farawayland om hjælp til at opbygge administrationen og regeringsapparatet, hvorfor en permanent elite af rådgivere fra Farawayland lever i Islandia med deres familier. Islandia har tætte militære bånd med Farawayland og har brugt en stor del af deres BNP på militær isenkram fra Farawayland over de sidste 10 år for at opretholde suveræniteten.
Efter freden i 1918 underskrev Islandia og Farawayland en bilateral aftale, hvor Farawayland garanterede Islandias sikkerhed indtil et uafhængigt islandisk militær kunne dannes og være stærkt nok til at håndhæve egen suverænitet. Selvom dette blev opnået for mange år siden, eksisterer koalitionen stadigvæk og er udvidet til at indeholde en permanent diplomatisk tilladelse til Farawaylands flådeskibe om sejlads i islandisk territorialfarvand.
Den siddende præsident Hr. Hans-Christian Johnson betragtes som en ”hard-liner”, der gradvist har frataget det islandiske parlament magten, samtidig med at han har opbygget en magtbase baseret på kombination af udnyttelse af oliefelterne og tilskyndelse til etniske fjendtligheder.
Islandias militære kapacitet er centreret omkring en stor hær, en lille ubetydelig flåde bestående af få torpedobåde, transportskibe og patruljeskibe, og adskillige veludstyrede flyvestationer, inklusiv faciliteter til logistik og luftforsvar, men ingen deciderede angrebsfly.