Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
DANILOG
Forsvarets logo
10. februar 2012

Indholdsområde

 
75 års jubilar til stævne 
75 års jubilar til stævne
Tamburkorps, Fanekommando og ikke mindst jubilarerne er opstillet på Ruinterrænet, klar til march gennem Vordingborg by
Falsterske Fodregiment – 5. Regiments Soldaterforening gennemførte søndag den 13. juni 2010 sit årlige Jubilæumsstævne på Vordingborg Kaserne. Ret usædvanligt var det i år med deltagelse af en 75 års jubilar - 95 årige Otto Lund fra Vordingborg.
18-06-2010 - kl. 14:01
Tekst og fotos: Overkonstabel-1 Søren Højager
Jubilarerne mødte op på Ruinterrænet ved Gåsetårnet i Vordingborg søndag formiddag. Med Søværnets Tamburkorps og Fanekommando i spidsen, marcherede de cirka 115 jubilarer gennem en flagudsmykket Algade, Boulevard og Sankelmarksvej til kasernens stadion, hvor fungerende chef for Det Danske Internationale Logistik Center (DANILOG), oberstløjtnant Per Lorenz Hinrichsen hilste på hver enkelt jubilar.

Efter paraden og blomsternedlæggelse ved Regimentets mindetavler og mindesten, var der indlagt et ekstra punkt i dagens ellers stramme program. De dygtige tamburerer fra Søværnet underholdte alle jubilarerne med et 17 minutter langt tattoo i Generalens Gård med march, musik, sang og et par sjove indslag.

Ved Jubilæumsfrokosten i kantinen takkede Formanden for Soldaterforeningens Repræsentantskab, Knud Ole Bennekou, Vordingborg Kommune for den flotte flagallé, og DANILOG for den meget store forståelse for og aktiv opbakning til soldaterforeningsarbejdet på Vordingborg Kaserne. Afviklingen af dette jubilæumsstævne er et godt eksempel på dette fortræffelige samarbejde, pointerede Bennekou.

Vordingborg Kommunes 1. viceborgmester Erling B. Nielsen, begyndte sin tale med en hilsen fra byens borgmester Henrik Holmer, som desværre var blevet forhindret i at møde frem. Herefter takkede han DANILOG for deres fortsatte gode og vigtige samarbejde med soldaterforeningerne. Viceborgmesteren lovede jubilarerne et totalt forandret Slotstorv næste år, idet man efter årets Festuge går i gang med et stort renoveringsprojekt, og en ny banegårdsplads er ligeledes på vej inden for de nærmeste år.

Særlig velkomst
Der var en særlig velkomst fra Formanden til 75 års jubilaren, den snart 96 årige Otto Lund fra Vordingborg. Otto Lund fik overrakt et portrætbillede, ”skudt” af fotografen fra PhotoCare tidligere på dagen. Det fik Otto Lund til at rejse sig og holde en lille tale. Han fortalte, at han faktisk var indkaldt til 14. Bataljon i Slagelse, men efter ansøgning, fik han mulighed for at ændre indkaldelsen til 7. Bataljon i Vordingborg den 10. maj 1935. Tidligere på dagen, ved mindetavlerne, mindedes han stille sine gamle soldaterkammerater fra 1935 som desværre ikke er her mere. ”Jeg er den sidste fra det hold”, fortalte Otto Lund. Otto Lund sluttede sin fornemme tale med at takke soldaterforeningen, ønske de øvrige jubilarer tillykke, og opfordrer dem som ikke er medlem af en soldaterforening, straks om at melde sig ind.


Oberstløjtnant Per L. Hinrichsen hilser på 75 års jubilar Otto Lund fra Vordingborg
Oberstløjtnant P.L. Hinrichsen hilser på 75 års jubilar Otto Lund fra Vordingborg.
Otto Lund blev indkaldt i Vordingborg ved 7. Bataljon i maj 1935.



Jubilarerne marcherer ind gennem Hovedvagten
Jubilarerne marcherer ind gennem Hovedvagten, hvor fungerende chef for
DANILOG, oberstløjtnant P.L. Hinrichsen bød velkommen til Vordingborg Kaserne


Soldaterforeningens formand, Knud Ole Bennekou har netop lagt blomster ved 5. Regiments mindsten
Soldaterforeningens formand, Knud Ole Bennekou har netop lagt blomster ved
5. Regiments mindsten.