05-11-2009 - kl. 15:57
Af Annette H. Rasmussen. Fotos: Michael Benzon.
En vision blev til virkelighed
Med det symbolske snoreklip samt musik og skønsang fra Søværnet Tamburkorps blev terminalen overdraget til chefen for Det Danske Internationale Logistik Center af Preben Elnef, direktør for Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste. Et imponerende bygningsværk til 85 millioner kroner.
Oberst Peter Kølby Pedersen takkede for den flotte bygning og præciserede, at Det Danske Internationale Logistik Center med ibrugtagningen af terminalbygningen nu kan leve op til visionen om at blive det naturlige centrum for Danmarks internationale engagement.

Borgmester Henrik Holmer var blandt gæsterne. Her i selskab med glasmester
Per Hebsgaard, chefsergent Eli Grønborg og kunstner Ursula Reuter Christiansen
Terminalbyggeriet har givet optimale arbejdsvilkår for National Støtteenhed Danmark, da hele enheden nu er samlet under samme tag, frem for at være spredt i adskillige bygninger på kasernens område. Samplaceringen betyder nye arbejdsprocesser, og har dermed skabt mulighed for optimering og forbedring af den logistiske virksomhed på Vordingborg Kaserne.
Bag navnet DUBICA
Alle bygninger på Vordingborg Kaserne har et historisk navn. Den nye terminalbygning er navngivet DUBICA og symboliserer dermed et stykke historie fra 1990’erne, hvor Danske Livregiment var garnisoneret i Vordingborg.
”I 1990’erne havde Danske Livregiment sit første samlede indsættelsesområde i den Serbo-Kroatiske by Dubica”, fortalte Peter Kølby Pedersen. ”I samme periode ændrede hærens opgaver sig væsentligt og på Vordingborg Kaserne forberedte man sig på at overtage den logistiske opgave fra FN-afdelingen i Jægerspris. ’
Dubica og perioden i 1990’erne har været meget væsentlig for Det Danske Internationale Logistik Center. ”Man kan postulere, at hele grundlaget for vores virksomhed blev født i den periode”, sagde Peter Kølby Pedersen.
Produktionen blev skudt i gang
Chefen for Det Danske Internationale Logistik Center overdrog bygningen til major Jan Førsterling, chef for National Støtteenhed Danmark, der modtog bygningen med stor glæde.
Jan Førsterling orienterede om de arbejdsopgaver, der fremover skal løses fra terminalbygningen. Opgavemængden har været stigende henover de seneste år. ”Eksempelvis har National Støtteenhed Danmark i perioden januar til ultimo september i år modtaget og behandlet ca. 50.000 rekvisitioner. Der har været foretaget indkøb for ca. 31 mio. kroner, og der er formidlet 1172 tons forsyninger og 52 tons farlig gods ad landevej, med skib eller fly. Endelig er der afsendt ca. 63 tons post”, oplyste Jan Førsterling.

Efter de officelle taler var der mulighed for rundvisning i de nye lokaler. Dels
var der opstillet plancher, dels var der levende udstillinger
Herefter var der til stor morskab for gæsterne iscenesat et event til illustration af National Støtteenheds daglige arbejde. En rekvisition indløb, varer blev fundet frem og pakket. Også en civil blev iklædt på munderingsdepotet.
Produktionen blev skudt i gang.
En global historie blev afsløret
Under Jan Førsterlings tale blev der rettet en særlig tak til major P.H. Hansen og chefsergent Eli Grønborg, der sammen har været krumtappen for byggeriet, indretningen og den senere flytning til bygningen.
En særlig tak blev rettet til chefsergent Eli Grønborg for hans engagement og drive i forbindelse med Ursula Reuter Christiansens kunstværk, der blev afsløret ved samme lejlighed.
Ved en afsløringsceremoni for særligt indbudte gæster samt de ansatte ved National Støtteenhed Danmark fortalte Ursula Reuter Christiansen om inspirationen til sit kunstværk.
”Jeg har haft et enestående samarbejde med National Støtteenhed Danmark”, fortalte Ursula. ”Det har været en god oplevelse at lave et kunstværk i samarbejde med de endelige brugere. Så ved man, at de bliver tilfredse”, sagde Ursula.
Kunstværket hedder ”se på verden – verden ser på dig” og er udført på keramiske fliser. Tilblivelsen af billedet fra ide til færdigt kunstværk har taget et år. Billedet fortæller en global historie om krig og fred og er inspireret af forsyningsveje, transporter, nødhjælp mv.
Fernisering med Ursula Reuter Christiansen
Også offentligheden bliver indbudt til at opleve såvel Ursula Reuter Christiansens kunstværk som den nye terminalbygning.
Lørdag den 21. november fra kl. 14.00 til 16.00 kan alle interesserede komme til fernisering i terminalbygningen på Vordingborg Kaserne.
Se de mange billeder fra indvielsen her.: DUBICA indvielsen

Ca. 450 gæster deltog i indvielsesfesten