Der sås to glimt. Først et af et sværd, da en grusom fader halshuggede sin datter. Så et af et lyn, der ramte faderen og forvandlede ham til aske.

Det var den 4. december år 237 ved Nicomedia i Lilleasien.

Barbara var datter af en rig adelsmand. Vidunderlig smuk og omsværmet af friere, som hun dog alle afviste. Barbara hørte om kristendommen og lod sig døbe. Hun omstyrtede faderens hedenske billedstøtter og befalede, at et tårn, som faderen havde beordret bygget med to vinduer, i stedet skulle have tre vinduer som symbol på treenigheden. Faderen slæbte nu Barbara for dommeren, men hun modstod standhaftigt først snedige overtalelsesforsøg og derpå den frygteligste tortur. Barbara dømtes dog til døden, og den unaturlige fader fuldbyrdede selv dommen, men dræbtes straks efter af lynet.

Skt. Barbara blev en af kirkens første og mest kendte helgeninder, og tårnet med de tre vinduer samt palmegrenen (martyr) blev hendes symboler.

Skt. Barbara har siden den første anvendelse af ildvåben været artilleriets skytshelgen. Forklaringerne herpå er mangfoldige. De fleste forskere henviser til artilleriets virkning, der som torden og lyn. Det har formodentlig også haft indflydelse, at klokkestøberne, der ofte fremstillede Skt. Barbara-klokker, videreførte traditionen, da de tillige påbegyndte kanonstøbning. En legende fortæller om en guldmager, der efter flere mislykkede forsøg foretog en ny blanding, anråbte Skt. Barbara, men resultatet blev en eksplosion, idet det fremstillede viste sig at være en ny slags krudt.

Det ældste kendte reglement for artilleriskydeskoler bestemmer, at Skt. Barbara skulle anråbes når kanonen er ladt og at usømmelig tale i nærheden af krudt straffes med bøde til Skt. Barbara-fondet.

Og traditionen lever stadig. Fra nyere tid kan nævnes den Skt. Barbara sang som danske artilleriofficerer skrev og komponerede og som synges og spilles af artillerister verden over samt det Skt. Barbara kapel – med kanon udenfor – som amerikanske artillerister rejste i Ardennerne til minde om begivenhederne i 1945.