28-09-2009 - kl. 11:49
Som tidligere studerende ved institutionen er Kjeld Hald Galster, der til daglig er seniorforsker på Center for Militærhistorie, blevet indbudt til at holde den årlige festforelæsning, the Haycock Lecture, ved Royal Military College of Canada, det canadiske militære universitet. Denne tilbagevendende begivenhed finder sted til ære for Professor Ron Haycock, der for år tilbage etablerede studieretningen War Studies som en del af det Humanistiske Fakultet på Royal Military College. Professor Haycock var i mange år selve sjælen i War Studies og den drivende kraft i både undervisning, forskning og netværksdannelse på tværs af nationale grænser.
Juniorpartner i en koalitionskrig
Kjeld Galster skal tale over temaet koalitionskrig. Med den koalition, som Danmark i 1689-91 indgik i under britisk kommando i Irland, som omdrejningspunkt behandler Kjeld Galster problemerne forbundet med at være juniorpartner i en koalition. Det sker på baggrund af et større forskningsprojekt om Danmarks deltagelse i koalitionskrig fra 1789 til i dag.
Samarbejde siden 2002
Når universitetet for første gang har bedt en dansker holde denne af canadierne så højt skattede forelæsning, skyldes det først og fremmest det samarbejde med Forsvarsakademiet, der i 2002 blev forhandlet på plads af den daværende chef, generalmajor Karsten Jakob Møller og den daværende Chair of War Studies, professor Brian McKercher. Den direkte konsekvens af dette samarbejde var Kjeld Galsters studium ved Royal Military College of Canada. Samarbejdet er på det seneste yderligere styrket gennem en aftale om gensidig støtte og udveksling, der blandt andet ventes at føre til besøg af gæsteforskere og forelæsere fra Canada på Forsvarsakademiet.