Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Forsvaret
Forsvarsakademiets logo
26. maj 2012

Indholdsområde

 
Fokusområder 

Institut for Militære Operationer bedriver forsknings- og studievirksomhed inden for en lang række områder, der relaterer sig til kerneområdet ”Værnsfælles Militære Operationer”. Nedenfor listes alene de væsentligste og højest prioriterede fokusområder for virksomheden ved instituttet:

  • Militærstrategi: Dette område kræver særlig opmærksomhed, idet der hidtil har været en tendens til, at fokus på den ene side har hvilet på politik og strategi og på den anden side på de rent militære operationer, og hvor den ”lim”, der skal binde disse to niveauer sammen, i nogen grad har manglet såvel forsknings- som uddannelsesmæssigt. Derfor lægger instituttet vægt på at oparbejde viden på området samt formidle denne bl.a. i form af uddannelsesvirksomheden på Stabskursus. Studiet af dette område skal skabe en bedre forståelse af de strategiske nøglevariable, der påvirker planlægning og gennemførelse af militære kampagner – primært i en NATO kontekst.
  • Værnsfælles doktrinudvikling: NATO doktringrundlag udgør et helt centralt element i forhold til dansk doktrinforståelse og udgør det bærende grundlag for al doktrinudvikling på det taktiske niveau. Instituttet er dels ansvarligt for doktrinkoordinationen i Danmark, dels ansvarligt for at følge og bidrage til doktrinudviklingen i NATO-regi – bl.a. gennem deltagelse i forskellige arbejdsgrupper i NATO-regi. Instituttet lægger i sin virksomhed tyngde på de af NATO’s capstone og keystone doktriner i AJP-serien, der omfatter doktrinudvikling, efterretningsvirksomhed, værnsfælles operationer, logistik samt operationsplanlægning.
  • Værnsfælles efterretningstjeneste: Informations- og efterretningstjeneste har gennem de seneste år haft en stærkt stigende betydning for planlægning og tilrettelæggelse af kampagner og operationer, og hvor særligt nutidens og fremtidens komplekse operationsmiljøer stiller helt nye krav til denne virksomhed. Institut for Militære Operationer bedriver derfor, som en væsentlig del af sin opgaveportefølje, forskning og studievirksomhed inden for dette felt i tæt samarbejde med det nationale såvel som det internationale efterretningsmiljø.  Instituttet er endvidere ansvarligt for at udbyde et værnsfælles efterretningskursus, der gennemføres en gang årligt på Forsvarsakademiet.
  • Informations- og psykologiske operationer: Operationer i det kognitive felt spiller en stigende og afgørende rolle i nutidens og fremtidens komplekse operationsmiljøer. Instituttet gennemfører derfor en omfattende og internationalt anerkendt forskning og studievirksomhed inden for området. Instituttet udbyder endvidere flere kurser og seminarer inden for området.
  • Samtænkning (Comprehensive Approach): Samtænkning af militære og ikke-militære kapaciteter og ressourcer har gennem de seneste år fået en meget central rolle i planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse af kampagner og operationer. Samtænkning finder sted på alle niveauer og udgør en integreret del af al operationsplanlægning. Institut for Militære Operationer har derfor afsat og øremærket ressourcer til specifikt at forske på dette felt samt opbygge et samarbejdsmiljø på tværs af organisationer, institutioner og styrelser, der kan fremme og professionalisere samtænkning.
  • Operativ planlægning (Comprehensive Operational Planning): Danmark benytter på værnsfælles niveau - og som grundlag for national taktisk planlægning - NATO’s direktiv for operativ planlægning. NATO har i den forbindelse udgivet et nyt planlægningsdirektiv (Comprehensive Operational Planning Directive (COPD)) som afløser for den tidligere Guidelines for Operational Planning (GOP). Direktivet udmærker sig ved en udpræget grad af samtænkning på alle niveauer samt en høj grad af sammenhæng mellem det militærstrategiske, det operative og det taktiske niveau. Instituttet deltager i NATO-regi i den videre udvikling af COPD samt sikrer implementeringen af direktivet i Danmark bl.a. gennem uddannelsen på Stabskursus.
  • Strategisk kommunikation: I nutidens såvel som fremtidens krise- og konflikthåndtering vil den strategiske kommunikation få en stadig stigende betydning – ikke mindst set i lyset af den uhindrede adgang til medier og kommunikationsformidling. Strategisk kommunikation er af flere ledende forskere udpeget til at være det område, hvor den største effekt kan opnås i forhold til påvirkning af beslutningstagere, meningsdannere, befolkningsgrupper, organisationer og øvrige statslige såvel som ikke-statslige målgrupper. Institut for Militære Operationer har valgt at fokusere på dette område, fordi strategisk kommunikation skal indtænkes i al planlægning og tilrettelæggelse af operationer. Instituttet besidder en helt unik og international efterspurgt forskningskompetence på området. Instituttet udbyder i ramme af Forsvarsakademiet et årligt seminar i strategisk kommunikation.
  • Battlespace Agility: Den informationsteknologiske revolution har muliggjort, at mennesker overalt på kloden har adgang til moderne kommunikationsmuligheder som fx. internet og mobiltelefoni. I tidens konflikter karakteriseret af konflikt mellem befolkningsgrupper og et stærkt fokus på “fortællinger/kamp om opfattelser” (på engelsk “Battale of the Narrative”) giver dette store udfordringer for traditionelt opbyggede militære organisationer. Institut for Militære Operationer kombinerer forskningsundersøgelser fra aktuelle konfliktområder med teorier om socialkonstruktivisme for at analysere hvorledes militære styrker kan udvikle den nødvendige fleksibilitet og smidighed til at kunne operere effektivt i operationsmiljøer hvor modstandere og befolkningen kommunikerer og interagerer på tværs af militære enheders operationsområder.