Erhvervspraktik ved Air Force Training Centre
Air Force Training Centre (AFTC) modtager hvert efterår praktikanter i ugerne 37, 39, 41, 43, 45 og 47.
De 60 praktikanter der modtages i hver af ugerne gennemgår en blanding af værnepligt, rundvisning, besøg og øvelse.
Modtagelse
Praktikanterne møder på KFUM´s soldaterhjem mandag formiddag og bliver her modtaget af de instruktører der har ansvaret for dem gennem hele ugen.
Inden praktikanter bliver iklædt, bliver ugens spillerregler bekendtgjort og konsekvenserne, hvis disse brydes. Samarbejde er nøgleordet for ugen.
Erhvervspraktikken tager udgangspunkt i værnepligten. Praktikanten vil således være under kommando og der vil være voksne tilstede gennem hele ugen.

Højdepunkter
Praktikanterne kommer bl.a. på besøg på hundegården, brandstationen, flyverskolen og får lov at se den store EH 101 helikopter. De unge bliver udfordret samarbejdsmæssigt, men også fysisk, hvor der i ugens løb bliver marcheret meget og alle skal igennem forsvarets træningstilstandsprøve.
Højdepunktet for erhvervspraktikken ved Air Force Training Centre er uden tvivl midt på ugen, hvor der drages i felten. Efter en eftermiddag og aften med mange udfordringer overnattes der i bivuak.
Ugen slutter af med en gruppeidrætskonkurrence og efterfølgende vedligeholdelse af det materiel, der er blevet anvendt.
Når praktikanterne kommer til fredag, er energi niveauet meget lavt og det er en flok trætte børn der kan vende hjem.

Facebook
Efterfølgende kommer der mange positive tilbagemeldinger fra både børn, lærere og forældre. På facebook bliver der lagt billeder og kommentarer ud fra hver af ugerne og de unge har her mulighed for at opretholde kontakten med hinanden.
Kommentar fra forældre til Sebastian:
"Vi har ikke hørt om noget der overgår, det I her præsterer"