1. I et udateret brev modtaget i Forsvarskommandoen den 7. december 2004 har De begæret aktindsigt i alle interne arbejdsdokumenter vedrørende risikovurdering af Forsvarets udlicitering af it-drift samt i alle dokumenter/rapporter udarbejdet af eksterne konsulenter i forbindelse med risikovurdering af udliciteringsprojektet.
2. I Deres henvendelse har De tillige begæret aktindsigt i samtlige journaloversigter og journalkort vedrørende ovennævnte. De nævner herudover, at De begærer aktindsigt i videre omfang, end lovgivningen forpligter til.
3. De har endvidere anmodet om at blive kontaktet, såfremt aktindsigten koster mere end 200,00 kr.
4. I den anledning er som bilag 1-3 vedlagt de journallister, som Forsvarskommandoen og Forsvarets Informatiktjeneste har kunnet udtrække vedrørende sagen. På baggrund af disse journallister anmodes De om at konkretisere, i hvilke dokumenter De ønsker aktindsigt. Det skal bemærkes, at journallisterne omfatter såvel ud- og indgående post som interne notater. Det skal herudover bemærkes, at der med henvisning til Lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen, § 12, stk. 1, nr. 2, i journallisten i bilag 3 er ekstraheret navnet på et firma, som havde anmodet om at blive prækvalificeret i udbudet, men som ikke kom i betragtning.
5. Prisen for eventuelt tilsendte akter, jf. bekendtgørelse nr. 647 af 19. december 1985, vil afhænge af den rekvirerede dokumentmængde og andrager 10,00 kr. for den første side og 1,00 kr. for hver påbegyndt efterfølgende side.
6. Opmærksomheden skal henledes på, at der p.t. pågår en udbudsforretning, som muligvis kan have indflydelse på, i hvilket omfang Deres begæring om aktindsigt i øjeblikket kan imødekommes.
7. Forsvarskommandoen afventer Deres konkrete anmodning om aktindsigt med udgangspunkt i de fremsendte journallister.