Dansk-tyrkiske Saban Akdogan har aldrig følt sig uden for fællesskabet i søværnet, hvor han aftjener sin værnepligt som messegast om bord på Flyvefisken.

Af Laura Teilmann

Han er ikke særlig høj, helt sorthåret. Et par smilende brune øjne kigger lidt nervøst rundt i kahytten. Det er ikke hver dag, man bliver interviewet. Saban Akdogans eksotisk klingende navn og fremmede accent afslører, at han ikke er født og opfostret i Danmark af danske forældre.
Alligevel er han i øjeblikket i gang med noget så dansk som at aftjene sin værnepligt i det danske forsvar. Søværnet nærmere betegnet.

- Jeg har selv valgt det danske søværn, fordi jeg fik det anbefalet af nogle af mine venner, som også har aftjent værnepligt. Og så ville jeg meget hellere dét her end 18 måneder i det tyrkiske militær. Det er vistnok meget, meget hårdt, forklarer Saban Akdogan.

Når man som han har delt statsborgerskab, kan man nemlig ikke bare nægte eller trække frinummer. Hvis ikke man aftjener sin værnepligt i Danmark, skal man til Tyrkiet.

Muslimske værdier
Selv om det var enten eller, er den 20-årige danske tyrker nu alligevel glad for sin plads om bord på det Korsør-baserede standardflex fartøj, Flyvefisken.

Saban Akdogan kom til Danmark, da han var fem år. Hans far havde allerede boet og arbejdet heroppe i en årrække, da han fik lov til at få sin familie med til Brønshøj, hvor de stadigvæk bor. De er muslimer, men hverken Saban Akdogan eller hans far beder fem gange dagligt, som Koranen foreskriver. Det gør til gengæld både mor og søster – som Saban siger – i hans familie kan man selv vælge.

Alligevel lever han efter muslimske værdier. Han spiser ikke svinekød, går højt op i personlig hygiejne og holder lav profil, når snakken falder på det modsatte køn.

- Muslimer passer okay ind i det danske forsvar, synes jeg. I hvert fald i søværnet. Nogle af mine venner, som også har været inde, følte sig ikke så godt tilpas, men jeg har altid følt mig som en del af fællesskabet. Måske ville det være lidt besværligt, hvis jeg skulle bede – eller folk ville synes, at jeg var meget anderledes – men det gør jeg jo ikke, siger Saban Akdogan.

Han skutter sig under termojakken. Har netop afsluttet en nattevagt, hvor han ikke har fået synderligt meget søvn – heller ikke selv om han i øjeblikket arbejder som messegast i Flyvefiskens kabys og i princippet ingen arbejdsopgaver har om natten.

Nervøs begyndelse
- Jeg synes faktisk ikke, det er så hårdt – jeg skal i hvert fald nok overleve, og vi har det rigtig godt sammen os værnepligtige om bord. Vi er kun fem-seks stykker, så vi kender hinanden ret godt efterhånden, smiler Saban Akdogan.

Men han har ikke altid haft det godt med tanken om at skulle i Forsvaret. Før han begyndte, var han nervøs. For at falde ved siden af – være anderledes.

- Jeg havde hørt en masse om, at indvandrere skulle have det svært i det danske forsvar. Skulle have svært ved at få venner og blive en del af fællesskabet. Mine forældre var faktisk også nervøse, sagde de. Men de sagde også, at de trods alt ville have været mere nervøse for mig, hvis jeg havde skullet aftjene i Tyrkiet, fortæller Saban Akdogan.

Men i de fire måneder han har tilbragt om bord på Flyvefisken, har Saban Akdogan ikke tænkt over, at hans hudtone er en kende mørkere end kammeraternes og hans dansk ikke nær så flydende.
Til gengæld var stemningen i Auderød – en kaserne som nystartede værnepligtige skal opholde sig på i en måneds tid, før de skal videre i systemet – ikke altid lige kammeratlig.

- På Auderød var vi kun to andengenerationsindvandrere ud af måske 100, så dér følte jeg mig lidt anderledes. Men jeg prøvede virkelig at tale med alle, så det ikke bare blev mig og ham, der lignede mig, mod alle de andre, husker Saban Akdogan.

Han kunne godt have tænkt sig, at det procentvise antal af andengenerationsindvandrere havde afspejlet den virkelige verden noget bedre, men der skal på den anden side også være balance i forholdene.

- Vi ved jo godt alle sammen, hvad der kan ske, hvis der pludselig kommer for mange på ét sted. Hvis der nu for eksempel havde været 10 andengenerationsindvandrere på Auderød, havde de sikkert fundet sammen i en gruppe, og så ville de måske have lavet ballade. Det sker jo tit, når der er mange sammen – sådan er det, erkender Saban Akdogan, lidt træt i stemmen.

Kammerater og trange forhold
Han rejser sig og forlader sin chefs ryddelige kahyt, hvor han har siddet og fortalt. Nu vil han vise lidt rundt. Første stop Saban Akdogans daglige arbejdsplads – kabyssen. Her laver han morgenmad og i messen ved siden af, serverer han for 29 sultne søfolk, når Flyvefisken er fuldt belagt.

En kammerat og kollega står og er i gang med gulvvasken, da Saban Akdogan træder over det høje dørtrin. De griner lidt ad situationen – kammeraten nikker over mod spand og gulvklud, og tilbyder sin ven, at han da gerne må hjælpe lidt til – også selv om han næsten lige har fået fri efter en nattevagt og i øvrigt er midt i både interview og rundvisning. De griner, og flere af de andre ligestillede om bord stikker lige hovedet ind for at grine lidt med.

Saban Akdogans kahyt er lillebitte. En uredt overkøje, et skab og halvdelen af et skrivebord udgør hans råderum. Han deler kahyt med en af kokkene ombord. De trange forhold generer ham ikke synderligt – det er jo vilkårene, som han siger. Han tror faktisk, at de små kår på en måde er med til at smede de ombordværende tættere sammen.

Drøm om eget cafeteria
Tonen de værnepligtige imellem er undertiden ret rå. Men selv om de unge fyre kan være grove over for hinanden, er der altid et velmenende glimt at spore i deres øjne.

- Jeg kan også godt være lidt grov for sjov skyld – det er bestemt ikke noget problem. Og jeg kan også godt selv tage det, synes jeg. Hvis altså ikke det går ud over min forlovede. Hende skal man ikke sige noget grimt om, griner Saban Akdogan.

Han viser vej ud af kahytten og op på dækket. Vil gerne snart ned at sove, kan man se på ham. Han tager sig dog gerne lige tid til at svare på et par spørgsmål om, hvad fremtiden ville bringe, hvis han selv fik lov til at vælge.

- Jeg har det godt herinde, men jeg fortsætter ikke i søværnet. Jeg har ikke lyst til at være væk fra min familie så længe ad gangen. Når jeg er færdig til december, flytter jeg hjem, og til næste sommer skal jeg giftes med min forlovede i Tyrkiet. Og så har det altid været min drøm at få mit eget cafeteria, griner Saban Akdogan, inden han vender sig og forsvinder ned ad den smalle metaltrappe.