Unge nydanskere, der aftjener deres værnepligt i Forsvaret, sender et godt signal til kommende arbejdsgivere. Men kvalitetsstemplet må ikke stå alene, mener den 20-årige armener, Boris Nazarian

Af Morten Fredslund

Disciplin, point til universitetet og ikke mindst et rigtig godt kammeratskab bliver fremhævet, når 20-årige Boris Nazarian Namagardi skal opsummere, hvad han får med sig hjem efter knap fem måneders værnepligt ved Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole på Flyvestation Karup.

- Og så lærer man at gøre rent i en sådan grad, at vi burde have et bevis, der kvalificerer os til et job hos ISS. Alt bliver pudset og poleret ned til mindste detalje, griner Boris Nazarian Namagardi, da vi sætter ham stævne midt under delingens skydeøvelse med let maskingevær på den midtjyske flyvestation

Boris Nazarian Namagardi indgår på et af de allersidste hold værnepligtige i flyvevåbnet i 2003, hvor man på grund af strukturændringer først igen vil optage nye værnepligtige i 2005.

- Namagardi er navnet på den landsby, som min farfar stammer fra, og til daglig bruger jeg kun Nazarian som efternavn, siger Boris med et charmerende smil.

Han er født i Iran af armenske forældre, flyttede senere til Armenien, og kom til Danmark som tre-årig i 1986 som en konsekvens af krigen mellem Irak og Iran. Efter 10. klasse tog Boris den tre-årige Højere Handelseksamen, inden han kom på session og meldte sig frivilligt til at aftjene sin værnepligt i flyvevåbnet.

På firemandsstue
- Jeg trængte til at opleve noget andet end de input, jeg har fået på skolebænken. Og flyvevåbnets korte værnepligt på fire en halv måned passer mig fint, da jeg gerne vil en tur til USA og arbejde, inden jeg skal læse videre. Men nu, hvor vi snart skal hjemsendes, ville de fleste i delingen nu alligevel gerne have forlænget opholdet, hvis det var muligt. For vi er kommet til at lære hinanden godt at kende. Kammeratskabet er rigtig godt, og vi har lært at få løst opgaverne i fællesskab og i en fart, så vi kan lave sjov bagefter, siger Boris, der under værnepligten deler stue med tre andre værnepligtige.

Boris er ortodoks kristen, og inden lyset på firemandsstuen slukkes, beder han aftenbøn, stående med halvt udstrakte arme og opadvendte håndflader.

- Mine værelseskammerater kiggede da lidt i starten. Men senere har de spurgt ind til, hvad min tro går ud på, og på KFUM-soldaterhjemmet har bestyreren fortalt om de forskellige retninger inden for kristendommen. Personligt er jeg helt åben om min tro, som også betyder, at jeg bærer et kors om halsen. Men det gør mange af de andre i delingen jo også, og jeg har ikke oplevet nogen form for diskrimination herinde fortæller Boris og tilføjer:

- Tværtimod kan det være en fordel at have en anden baggrund end flertallet. For mange kommer og spørger, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra, når de ser mit navneskilt. Og så får vi en snak om det, og det er jo en god måde at komme i kontakt med andre på. Samtidig er det med til at nedbryde mange af de fordomme om hinanden, som både findes hos danskere og andengenerationsindvandrere, siger Boris.

Vennerne stiller spørgsmål
Han har både mange danske venner og venner med indvandrerbaggrund, som spørger nysgerrigt til hans oplevelser i trøjen, når han er hjemme på orlov i hjembyen Horsens.

- De synes, det er vældig sjovt, når jeg viser dem, hvad jeg har lært af eksercits. Og jeg føler, at mange af mine indvandrevenner er en smule jaloux, når jeg fortæller om mine oplevelser. Selv om det lyder provokerende og ikke kan lade sig gøre i virkeligheden, ville det efter min mening være en god idé at tvinge alle unge andengenerationsindvandrere til at aftjene værnepligt. For jeg tror ikke, at der findes andre steder, hvor man lærer så meget om hinanden på så kort tid som under værnepligten. Det er en god måde at nedbryde fordomme på og vise, at man godt kan arbejde og bo sammen - uanset hvilken baggrund man har. Alle uanset baggrund har vi vores særheder, som man lærer at respektere og til dels at indrette sig efter. Forskellene er jo slet ikke så store, og jeg tror, alle tager herfra med et andet og mere nuanceret syn på andre mennesker. Det gælder både andengenerationsindvandrere og mine danske  kammerater i delingen, som i øvrigt spiser mere kebab end mig, siger Boris og klukgriner, så hans sorte krøller hopper op og ned.

Ikke lige populært
Boris Nazarian mener dog, at det kræver en massiv informationsindsats og en større holdningsændring i invandrerkredse, hvis antallet af nydanskere i Forsvaret skal op på et niveau, der afspejler den etniske sammensætning i det civile samfund.

- Husk på at mange indvandrere er flygtet fra lande, hvor der har hersket krig, eller hvor landet er styret af et militærdiktatur. I de kredse er det ikke velset at være soldat. Så her skal forældrene oplyses om, hvad Forsvaret i Danmark står for, og hvilke muligheder man har i Forsvaret, mener Boris, der efter værnepligten vil et halvt år til USA og derefter vil læse sprog og økonomi på Syddansk Universitet.

Han fik udelukkende positiv opbakning fra sine egne forældre, inden han traf valget om at aftjene sin værnepligt.

- Et armensk ordsprog siger, at det er godt for en ung mand at aftjene sin værnepligt. Og min far har altid pointeret, at kombinationen af diplomat og kriger er en god egenskab at besidde. Desuden syntes mine forældre også, det kunne være godt for mig at lære noget disciplin. Det kan jeg godt følge dem i, for her inde har jeg lært, at det har konsekvenser, hvis jeg ikke møder til tiden. I det hele taget nytter det ikke at være lige så doven, som man er det i det civile samfund. Jeg har også lært om autoriteter – at der er nogen, der bestemmer. I det hele taget har jeg lært at stå på egne ben, siger Boris, der også mener, at hans tid i trøjen kan gavne hans fremtidige karriere.

- Der er ingen tvivl om, at en række firmaer betragter det som et kvalitetsstempel, at man frivilligt har aftjent sin værnepligt. Det sender et signal om, at der er tale om mennesker, der vil tage sig lidt sammen. Det viser også, at man er i stand til at leve og arbejde tæt sammen med andre mennesker. Og det er noget, de fleste virksomheder sætter pris på. Værnepligten må bare ikke gå hen og blive et altafgørende kvalitetsstempel. For der er jo masser af andre ting, der spiller ind, når man skal vurdere et menneskes egenskaber, personlighed og kvaliteter, siger Boris, inden han må tilbage til sine kammerater og det lette maskingevær på skydebanen.