Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Forsvarskommandoen
Forsvarskommandoens heraldiske mærke. Link til forsiden.
10. februar 2012

Indholdsområde

 
Dansk Forsvars Management Projekt 
Dansk Forsvars Management Projekt er et forandringsprojekt, der strækker sig over flere år. Projektet går ud på at modernisere og forbedre Forsvarets styring og indebærer en løbende revurdering af arbejdsprocesser og anvendelse af nye løsninger, der sætte mere fokus på de resultater, der skal nås.

Det overordnede formål er at give Forsvaret et bedre styringsværktøj, der kan belyse sammenhængen mellem økonomi, ressourcer, aktiviteter og resultater, og dermed give Forsvarets ledere et bedre grundlag for styring. Omlægningen vil skabe større synlighed omkring de reelle omkostninger, der er forbundet med Forsvarets aktiviteter og resultatopnåelse, og dermed give et bedre grundlag for resultatstyring i Forsvaret. De centrale elementer i projektet er dels implementering af mål- og resultatstyring, dels en regnskabsreform, der skal omlægge Forsvarets interne økonomistyring, så regnskaber og budgetter fremover udarbejdes efter omkostningsprincipper, som i højere grad svarer til regnskabsprincipperne i private virksomheder.

Det er et omfangsrigt og kompliceret men alligevel meget konkret projekt, som Forsvarskommandoen har døbt Dansk Forsvars Management Projekt, i daglig tale DeMap.

DeMap bygger på de moderne styringsprincipper, som findes i Regeringens Moderniseringsprogram for den offentlige sektor, og som genfindes i en række andre lande under overskriften "New Public Management".

Ideen er, at styringen af Forsvarets virksomhed i fredstid tilrettelægges efter driftsøkonomiske principper, som er almindeligt anvendte i private virksomheder. Forsvarets myndigheder skal ikke se bevillinger, som noget de "får", men som en indtægt, der opnås ved at "afsætte" interne ydelser eller produkter. Forsvarets støttevirksomhed sælger således interne produkter, til "styrkeproduktionen", som opstiller "operative enheder" og "sælger" dem videre til beredskab eller til løsning af Forsvarets øvrige opgaver.

Forsvarets opgaver er beskrevet i Lov nr. 122 af 27. februar 2001 om "Forsvarets formål, opgaver og organisation m.v." Lovens paragraffer 3 til 8 beskriver seks opgaver, som Forsvaret skal kunne løse.

Forsvarets virksomhedsmodel

Forsvaret fik i 1998 Finansudvalgets tilslutning til at supplere Forsvarets regnskabsaflæggelse med omkostningsregnskaber efter "totalomkostningsprincippet".

Med omkostningsprincippet synliggøres de reelle sammenhænge mellem ressourceforbrug, aktiviteter og resultater ved de enkelte myndigheder. Totalomkostninger opsamler og synliggør de samlede omkostninger ved løsning af Forsvarets opgaver.

Forsvarskommandoen har beskrevet de nye styringsprincipper i en række koncepter, der omfatter:

  • Koncept for resultat- og produktionsstyring som dels er Forsvarets operationalisering af mål- og resultatstyringsprincipperne, dels binder resultatstyringen sammen med produktionen, herunder økonomi-, ressource- og aktivitetsstyringen,
  • et koncernfælles økonomistyringskoncept, der beskriver brugen af omkostningsprincipper i forbindelse med aflæggelsen af forsvarets interne regnskaber, og opgaver forbundet med Forsvarets eksterne budgetter og regnskabsaflæggelse,
  • samt en koncept for organisationsstyring, der skal angive principper for den løbende optimering af Forsvarets organisation og opgavevaretagelse.

Gennemførelsen af DeMap omfatter endvidere en række andre projekter, som alle bidrager til at skabe den sammenhæng i Forsvarets virksomhed, som skal sikre, at det overordnede formål med DeMap bliver nået.

Et af de vigtigste værktøjer i DeMap er IT-projektet DeMars. DeMars er et sammenhængende management- og ressourcestyringssystem. DeMars er opbygget omkring det kommercielle virksomhedsstyringssystem, SAP.