Hvad går uddannelsen ud på? (Varighed: ca. 4 år)
Som teknikofficer i flyvevåbnet har du det overordnede ansvar for drift, vedligeholdelse og reparation af flyvevåbnets højteknologiske udstyr.
Under uddannelsen får du en teknisk grundforståelse for alt lige fra logistik og materialers egenskaber til aerodynamik og radarstråling. Du bliver dermed i stand til at varetage den daglige drift ved de operative enheder og værksteder, hvor du skal lede arbejdet for en række specialister inden for det tekniske fagområde.
UDDANNELSESFORLØB TEKNISK OFFICER I FLYVEVÅBNET
Som teknikofficer får du ansvaret for fx et værksted eller et team med et særligt teknisk speciale, og du bliver rustet til at arbejde med både avanceret teknik, logistik, projektkoordinering, produktudvikling, produktions- og kvalitetsstyring mv.
Under uddannelsen lærer du også at håndtere den daglige ledelse og løse forskellige administrative opgaver inden for dit speciale.
Uddannelsen udvikler sig i løbet af det fire-årige forløb fra indledningsvis at beskæftige sig med mere grundlæggende ledelsesmæssige og teknikfaglige emner og områder til at beskæftige sig med mere og mere komplekse udfordringer. Uddannelsen har på grund af det målrettede sigte mod ledelsesopgaven og det teknikfaglige område en høj grad af vekselvirkning mellem teori og praktik, som hjælper dig til at få både en teoretisk og en praktisk ballast, inden du står med ansvaret for både mennesker og kostbart materiel.
I nedenstående gennemgår vi uddannelsesforløbet i grove træk.
Forkursus (kun for civile ansøgere)
Her lærer du grundlæggende soldatermæssige færdigheder, som er en forudsætning for at indtræde på den egentlige officersuddannelse, hvis ikke du har aftjent din værnepligt. Forkursus foregår ved Air Force Training Centre i Karup og varer ca. 2 måneder.
Grundlæggende sergentuddannelse
Her udvikles dine basale forudsætninger for at virke som leder af en mindre gruppe mennesker både i dagligdagen og i kampsituationer. Du vil også lære at undervise andre gennem anvendelse af voksenpædagogisk teori og praksis.
I denne del af din uddannelse – som foregår ved Air Force Training Centre i Karup - indgår fag som førstehjælp, skydning og idræt (herunder en uddannelse til idrætsinstruktør). Andre vigtige fag vil være ledelse og samarbejde, psykologi samt træning i at virke som gruppefører. Dette betyder, at store dele af uddannelsen foregår under høj intensitet og med længere arbejdsdage og øvelser. Undervisningen veksler løbende mellem teori og praktik, og efter denne periode udnævnes du til sergent.
Grundlæggende Lederpraktik
Som sergent skal du ud og fungere som militær mellemleder og tillige have indsigt i, hvad en premierløjtnant i flyvevåbnet egentlig får sin dagligdag til at gå med. Det får du mulighed for gennem 3 uger, hvor du er med til at uddanne værnepligtige, og 3 uger, hvor du følger en premierløjtnant ved tre af flyvevåbnets Wings – efter eget valg. Med baggrund i dine oplevelser ude i flyvevåbnet rundes det hele af med overvejelser og drøftelser om dit kommende valg af tjenestegren: Operationsstøtte, Teknik eller Kontrol & Varsling.
Flyvevåbnet i Forsvaret
Dette er det første element, der i sin fulde længde på ca. 6 måneder foregår på Flyvevåbnets Officersskole i Ballerup. Fokus er her på flyvevåbnets virke i rammen af Forsvaret samt på det mere teoretiske fundament, som du skal have som leder i flyvevåbnet. De største fag er Forsvarets Luftoperationer og Det Grundlæggende Lederskab. Herudover vil du bl.a. støde på fag som idræt, engelsk, kommunikation og metodelære.
Grundlæggende Teknik
Her får du på Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole i Karup ca. 3 måneders undervisning i det tekniske fagområdes grundelementer, bl.a. elektronik og flyteknik.
Grundlæggende Teknik-praktik
I løbet af de følgende ca. 3 måneder skal du i praktik ved en af flyvevåbnets Wings, hvor du via praktisk arbejde kommer til at opleve de daglige arbejdsopgaver. Du vil lære, hvordan de tekniske grundelementer indgår i den daglige opgaveløsning, bl.a. ved eftersyn og reparation af enhedens materiel.
Forsvaret i samfundet
Også dette element foregår på Flyvevåbnets Officersskole og varer ca. 6 måneder. Her fokuseres der på flyvevåbnets og Forsvarets rolle i det danske samfund. Det er officerens virke i et nationalt, demokratisk perspektiv, som er det gennemgående tema. De største fag er Statskundskab samt Lederen og Personen i Organisationen. Derudover vil du bl.a. blive undervist i pædagogik, idræt, engelsk og konfliktteori.
Forsvaret i verden
Dette er det sidste deciderede undervisningselement på Flyvevåbnets Officersskole og varer lige som de to øvrige ca. 6 måneder. Her er fokus på Forsvarets internationale engagement, herunder en samfundsvidenskabelig forståelse af militærets rolle i forbindelse med bl.a. statsbygning samt internationale krise- og krigsforhold.
Videregående Teknik
Du får her igen fokus på det teknikfaglige område, men med mere vægt på den ledelsesmæssige vinkel. Elementet varer ca. 9 måneder, foregår på Herning Ingeniørhøjskole og er en integreret del af den teknologiske diplomuddannelse. Her bringes den tekniske ledelse i spil, hvilket primært sker gennem diverse projektarbejder. Du vil her blive undervist i emner som teknologiforståelse, innovation og logistik/sourcing.
Videregående Teknik-praktik
Her får du igen mulighed for at afprøve din teoretiske viden og færdigheder i praksis i flyvevåbnet. Denne afsluttende praktikperiode er på ca. 3 måneder og foregår igen ved en af flyvevåbnets Wings.
Afsluttende projekt
Som afslutning på uddannelsen skal du lave et projekt (individuelt eller i gruppe), hvor både det teoretiske og praktiske bliver koblet sammen. Problemstillingen, som du vælger at undersøge, er muligvis noget, du har oplevet ude i flyvevåbnet – måske i forbindelse med dine praktikperioder. Det kan også være en mere teoretisk orienteret opgave, som er relevant for dit virke som officer. Du vælger selv.
Projektet skal forsvares mundtligt og individuelt.
Efter "Flyvevåbnet i Forsvaret" udnævnes du til sekondløjtnant. Efter "Forsvaret i verden" udnævnes du til løjtnant, og efter beståelse af det afsluttende projekt udnævnes du til premierløjtnant – og starter herefter i en lederstilling i flyvevåbnet.
Mine karrieremuligheder
Som uddannet officer er du sikret et fast job med masser af muligheder for både karriere og personlig udvikling.
Du vil opleve en alsidig hverdag med ansvar og mange forskellige opgaver. Du er som premierløjtnant en del af flyvevåbnets "skarpe" ende, og dit arbejde vil ofte foregå i et højt tempo. Når du ikke arbejder direkte eller indirekte med luftoperationer, hvad enten det er herhjemme eller i en international mission, så arbejder du med ledelse, administration, uddannelse og planlægning inden for dit område.
Din officersuddannelse kan også bruges som springbræt til en fortsættelse af din karriere i Forsvaret eller en lederkarriere i det civile erhvervsliv. Forsvarets officersuddannelser er højt anerkendt blandt både private og offentlige ledere. Samtidig har du ved at gennemføre en officersuddannelse bevist, at du er kompetent, målrettet, har stærke lederegenskaber og kan gøre en forskel.
Flyvevåbnet er p.t. i gang med at søge om akkreditering af officersuddannelsen som professionsbacheloruddannelse, hvorfor uddannelsen i mål og indhold allerede nu modsvarer professionsbachelorniveau.
Med en baggrund som teknisk officer vil du have gode forudsætninger for at bestride stillinger i det civile erhvervsliv, der beskæftiger sig med logistik, produktions- og kvalitetsstyring, produktudvikling mv.
Arbejdstid, arbejdssted og udsendelse
Uddannelsen tager du på Air Force Training Centre i Karup, Handels- og ingeniørhøjskolen i Herning samt Flyvevåbnets Officersskole i Ballerup.
Under uddannelsen vil du med visse undtagelser følge en normal arbejdsuge (op til 37 timer). Hertil kommer lektier – i perioder nogle timer om dagen.
Efter uddannelsen vil du som premierløjtnant i visse tilfælde indledningsvis deltage i vagtholdstjeneste på turnus – døgnet rundt – året rundt. Efter uddannelsen arbejdes naturligvis efter "almindelige arbejdstidsregler". På de fleste tjenestesteder er mødetiden 0730/0800-1530/1600 (fredag til kl. 1400), og rigtig mange steder er der flekstidsordning.
Som officer er deltagelse i internationale operationer en naturlig del af dit job. Du skal regne med at blive udsendt ca. hvert 3. år i 3-6 måneder et antal gange i løbet af din karriere. Hvor ofte du i praksis vil blive udsendt afhænger af din jobfunktion, folketingsbeslutninger – og af dig selv.