Anskaffelser
Forsvarets Materieltjeneste (FMT) anskaffer nyt materiel og tjenesteydelser, som for eksempel service og vedligeholdelse, der nøje er tilpasset forsvarets opgaver. Det sker i tæt dialog med brugerne.
Materiel og tjenesteydelser er et stort område, der omfatter alt fra feltrationer, uniformer, våben, ammunition, udstyr til kommunikation, kampvogne, fly, helikoptere, skibe, radarer, pansrede køretøjer, personbiler, lastbiler og service og vedligeholdelse af det hele. Der er altså tale om alt det, et moderne og effektivt forsvar har brug for.
En del af anskaffelserne er planlagte investeringer, imens der andre gange er tale om et pludseligt opstået behov for eksempel i forbindelse med deltagelse i internationale operationer.
Visse typer af anskaffelser tager lang tid at planlægge og gennemføre, imens FMT gennemfører andre anskaffelser som hastesager. Det gælder, hvis der for eksempel er opstået et akut operativt behov, eller anskaffelsen har en væsentlig sikkerhedsinteresse.
Men fælles for alle anskaffelser er, at FMT skal efterleve de gældende regler i forbindelse med anskaffelserne, herunder også industrisamarbejdsreglerne. Derudover skal der være økonomisk hjemmel til anskaffelsen eventuelt via et aktstykke.
Nye investeringer
Den overordnede udvikling af forsvaret er beskrevet i forsvarsforliget, der også beskriver rammerne for anskaffelser i forligsperioden.
Når anskaffelser er nævnt direkte i et forsvarsforlig, eller hvis den har en særlig politisk eller strategisk interesse, så gennemføres anskaffelsen via et aktstykke, som Folketingets Finansudvalg tiltræder.
Hvis anskaffelsesprisen er over 60 millioner kroner, så skal FMT under alle omstændigheder søge om bevilling via et aktstykke.
Iværksættelse af anskaffelser
Anskaffelser bliver sat i værk på foranledning af enten Forsvarskommandoen (FKO) eller af FMT’s kunder:
• De operative kommandoer
• De funktionelle tjenester
• Hjemmeværnskommandoen
Behovet for anskaffelser afdækkes på flere måder. Det opstår for eksempel, når der sker ændringer i forsvarets opgaver, når doktriner ændrer sig, på baggrund af erfaringer fra indsatte enheder, vedligeholdelse og nedslidning af materiel, øgede krav til operativ ydeevne eller den generelle teknologiske udvikling.
Det er FKO, kunderne og FMT, der i samarbejde bliver enige om, hvornår en anskaffelse skal sættes i værk. Her tager man hensyn til både prioriteringen af alle planlagte anskaffelser i forsvaret og det økonomiske råderum.
Derudover er der en række forhold, der bestemmer, hvornår anskaffelserne bliver leveret til kunderne. Derfor afstemmer FMT og kunderne løbende deres aftaler.