Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Forsvarets Materieltjeneste
FMTs mærke
10. februar 2012

Indholdsområde

 
Forbedret radarovervågning af Danmark 
Forsvarets radarer er nu blevet integreret med de civile, og det kommer begge parter til gode.
18-03-2010 - kl. 09:19

Integrationen giver nemlig en mere detaljeret radarovervågning af såvel det militære som det civile luftrum.

Nærmest med et slag har flyvevåbnets Air Control Wing fået fordoblet deres antal af radarer. Hidtil har den civile og militære radarovervågning af det danske luftrum været to helt separate systemer, men med en teknisk løsning er det nu blevet muligt at integrere systemerne.

Dermed får forsvaret adgang til radarbilleder fra otte civile sensorer, og omvendt får det civile firma NAVIAIR adgang til radarbilleder fra et antal militære sensorer i Danmark. Begge parter får dermed radarbilleder fra langt flere sensorer, og for forsvaret forbedrer det overvågningskapaciteten ligesom det giver en større driftssikkerhed.

Testet under COP15
Bag projektet står Forsvarets Materieltjeneste, som har samarbejdet med fem andre af forsvarets myndigheder og NAVIAIR, der er ansvarlig for overvågningen af det civile luftrum i Danmark.

Integrationen har kostet mindre end to millioner kroner, og har allerede vist sig at være en succes under klimatopmødet COP15. Samtidig åbner løsningen op for, at man via samarbejdsaftaler kan koble svenske og tyske sensorer på netværket, så overvågningen af det danske luftrum kan blive endnu bedre.

Integrationen er lige nu i testfasen og afventer, at NAVIAR får lavet en række opdateringer, og derefter skal integrationen endeligt godkendes af Forsvarets Efterretningstjeneste og Statens Luftfartsvæsen. Disse godkendelser forventes at være faldet på plads medio 2010.