Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Forsvarets Materieltjeneste
FMTs mærke
10. februar 2012

Indholdsområde

 
Forberedt på det værste snekaos 
beredskab
I Forsvarets Depot og Distribution har man, siden sneen dalede ned fra himlen, været forberedt på det værste, og oprettet et nødberedskab.
12-01-2010 - kl. 09:13

Engang i mellem kan det være klogt at tænke pessimistisk, og det har man gjort i Forsvarets Depot og Distribution (FDD). For da sneen begyndte at lægge sig som en stor dyne over landet i slutningen af 2009, så oprettede man i FDD et nødberedskab, der skulle træde i værk, hvis det blev helt umuligt for lastbilerne at levere forsyninger ud til kunderne.

Det meste kan vente en dag
- Vi følger løbende vejrudsigterne, og der har da været dage, hvor lastbilerne ikke har kunnet køre i Nordjylland. De fleste forsyninger, kan så komme ud dagen efter, hvor vejene atter er ryddet, men vi vil sikre os, at kommer der en opgave med høj prioritet, som ikke kan vente, så er vi forberedt på det, siger oberstløjtnant Kim Ribert, som er næstkommanderende i FDD.

Forsøgt alt
- Hvis situationen nu opstår, at man hurtigt skal bruge en reservedel til redningshelikopterne, så skal vi vide, at vi har gjort alt for at få den stump ud til kunden. Skrækscenariet er, at de ikke kan flyve pga. manglende levering fra os. Så vi har nu en terrængående firhjulstrækker, en GD, som vi kan sende af sted, hvis det skulle blive nødvendigt. Går det helt galt, kan den også sidde fast, og så skal vi måske have fat i et bæltekøretøj, men vi skal kunne sige, at vi har gjort alt for at levere varen, siger Kim Ribert, som dog påpeger, at det endnu ikke har været nødvendigt, selvom vinteren bestemt er kommet til landet.