11-05-2010 - kl. 09:05
Forsvarets Materieltjeneste (FMT) forventer at overdrage det ny fartøj til Hjemmeværnet 1. juni 2011.
Hjemmeværnet råder til den tid over 30 fartøjer i 800- og 900-klassen. 900-klassen er en del længere end 800-klassen og har derfor også plads til flydespærringer, så fartøjerne kan løse opgaver i forbindelse med havmiljøberedskabet.
Fartøjerne er udrustet med to miljømoduler til udlægning af flydespærringerne, der hver er på 180 meter.
Derudover er fartøjerne udrustet, så de kan indenfor deltage i SAR-beredskabet og løse opgaver farvandsovervågning og opgaver for politi og Skat. Fartøjerne er placeret geografisk, så der er en udrykningstid på maksimalt en time, dermed er hjælpen hurtigt fremme.
Minder om forgængeren
MHV 900 minder om forgængeren MHV 800, men den forøgede længde på fartøjerne har også forbedret skibets manøvredygtighed, ligesom det i hårdt vejr er mere behageligt at være om bord.
Fartøjet har plads til en besætning på 12 personer, og det kan bevæge sig med en maksimal hastighed på 13 knob. MHV 900-klassen er også udstyret med en vandkanon til brandslukning, der afgiver cirka ni tons vand per minut.
Samme værft
Det er Søby Værft, der skal bygge det 12. fartøj, og dermed har værftet bygget alle 30 af hjemmeværnets fartøjer.
Værftet er gået i gang med at projektere nybyggeriet, og der er bestilt stål hjem til den første del af arbejdet.
Fakta
Længde: 27,2 meter
Bredde: 5,6 meter
Dybgang: 2,2 meter