30-10-2009 - kl. 09:44
Det var dyrt, der kunne være ventetid, og det stoppede produktionen. Sådan var situationen indtil nu, når man skulle afprøve motorer til LYNX-helikopteren, hvor forsvaret har været henvist til at sende dem til producenten eller et firma i Norge, hvor man har en certificeret prøvestand. Det er dog fortid nu.
Besparelse på sigt
For Forsvarets Materieltjeneste har netop selv fået en prøvestand, der er fysisk placeret på Værkstedsområde Korsør, hvor reparationen og vedligeholdelsen af LYNX-motorer foregår. Prøvestanden har ikke været helt billig, da den engelske fabrikant skulle have 26 millioner kroner for den, men de penge vil hurtigt været tjent ind igen, da man nu slipper for at betale nordmændene for at gøre arbejdet.
Prøvestanden blev testet
- Efter at prøvestanden var sat op, fik vi en motor testet hos Rolls-Royce, hvor de havde alle testdata. Vi testede så motoren i vores prøvestand, og så blev deres data sammenlignet med vores, og resultatet var, at vores nye prøvestand levede op til alle deres krav, siger Gunnar E. Frandsen, der er chef for Værkstedsområde Korsør. Han fortæller videre, at man således har fået det blå stempel fra Rolls-Royce, og at man nu selv kan teste motorerne.
Dermed sparer man tid, penge, og den nye prøvestand er ret smart, da den er monteret i containere. Dermed kan man nemt flytte den, hvis den skal sælges, når LYNX-helikopteren på et tidspunkt skal udfases. Alternativt kan prøvestanden tilføjes en ekstra container med udstyr, så prøvestanden også kan anvendes til at teste motorer fra forsvarets nuværende eller kommende helikoptere.