12-05-2010 - kl. 14:30
Efter en afprøvning af køretøjerne hos forsvarets ansatte er der nu indgået rammeaftaler, som er gældende i to år med option på yderligere to år.
K. W. Bruun Import skal levere køretøjer til lille klasse, der er en ny kategori. Bilerne skal bruges til kortere ture i lokalområdet eller internt på forsvarets områder.
Skandinavisk Motor Company skal levere køretøjer til mellemklasse 1, van, mellemklasse 2 og stor klasse. Kategorien van er også ny. Den skal dække behovet for varetransport på typisk korte eller mellemlange ture i lokalområdet eller internt på forsvarets områder.
Mercedes-Benz skal levere køretøjer af typerne minibus, kassevogn, ladvogn, mandskabsvogn og lille lastvogn.
Har været i udbud
Aftalerne er en del af et større EU-udbud, der blev afsluttet sidste år. Tidligere har forsvaret selv stået for vedligeholdelse og service af køretøjerne, men fremover skal det ske i samarbejde med leverandørerne.
Samtidig har forsvaret valgt at have en udskiftningsfrekvens på biler på fire til otte år. Denne udskiftningsfrekvens er fastsat ud fra, hvornår det vil være mest rentabelt at afhænde køretøjerne og erstatte dem af nye. Det skal på sigt give en bedre driftsøkonomi.
Mindre forurenende
Det har også været vigtigt for forsvaret, at de nye biler er miljømæssige i orden og har en høj sikkerhed. Derfor er der opstillet nogle krav, som bilerne skal opfylde.
I forhold til miljø så skal de som minimum leve op til Euro 4-normen, imens de i forhold til sikkerhed skal have opnået fire stjerne i en Euro-NCAP Crash test.
Når vi skal afhænde de brugte køretøjer, så har FMT indgået aftale med civile auktionshuse, der skal stå for salget.