Wankelmotoren som mærke
Det er wankelmotoren, der er brugt som inspiration til logoet for Forsvarets Materieltjeneste (FMT).
Wankelmotoren er kendt for at give en høj ydelse i forhold til vægten, og så består den af få bevægelige dele og stor omdrejningsvillighed. Sagt på en anden måde: den har en høj indre effektivitet og en høj ydeevne.
Over motoren er statens krone, der signalerer, at FMT hører til den danske stat. Imens de tre dele under kronen symboliserer de operative styrkers indsatsområder:
• Luft
• Vand
• Jord
Logoet skal altså vise, at FMT ved at skaffe, forsyne og vedligeholde er med til at løse forsvarets opgaver sammen med de operative enheder.
De tre dele under kronen symboliserer også samspillet mellem FMT Centralledelse, Værksted Danmark og Forsvarets Depot- og Distribution.
Dannebrog som mærke
Forsvaret har også et fællesmærke, der består af tre dele:
• Den danske krone
• Den oprindelige, kvadratiske udgave af Dannebrog
• Tre cirkelslag
Cirkelslagene minder om de danske vikingeborge Trelleborg og Fyrkat, men de kan også symbolisere de tre værn: hæren, søværnet og flyvevåbnet.
Fællesmærket symboliserer forsvarets beskyttende rolle især med de nationale symboler i form af kronen og flaget - en beskyttelse der både er kontant og fast men også åben for omverdenen.
Kongelig godkendelse
Hendes Majestæt Dronningen godkendte fællesmærket den 5. februar 2001 til brug inden for forsvarschefens myndighedsområde.