02-12-2009 - kl. 15:02
For at komme i kontakt med de unge er Forsvarets Rekruttering taget på rundtur til landets uddannelsessteder, hvor de fortæller om Forsvarets uddannelser. Turen kaldes for uddannelseskaravanen. Karavanen forløber over 18 uger, hvor den starter med 10 uger på gymnasier og handelsskoler, derefter de tekniske skoler og til sidst HG. Karavanen når ud til to skoler pr. dag, hvor der er 1-2 seancer af 45 min. varighed, til at tale med de unge.
Karavanen er i øjeblikket ude på de tekniske skoler og har lige været på EUC Sjælland i Køge. Her var der flere interesserede elever, der iblandt Cecillie Vang Rasmussen og Danielle Petersen på HTX 2. år, der begge er 17 år, og har overvejet en karriere i Forsvaret. Efter en dag på karavanen er Cecillie blevet mere sikker på at hun vil søge ind i Forsvaret. Hun vil gerne vide mere om reserveofficersuddannelsen, der er en lederuddannelse, mens Danielle i stedet overvejer at blive soldat på værnepligtslignende forhold. Efter at have været på uddannelseskaravanen har begge piger tilmeldt sig inspirationsdagen for kvinder, hvor de får yderligere mulighed for at undersøge om en fremtid i Forsvaret kunne være noget for dem.