Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Færøernes Kommando
FRK logo
10. februar 2012

Indholdsområde

 
Brimil og Ejnar Mikkelsen på samarbejdsøvelse 
Røgen hænger over agterdækket på Brimil, hvor røgdykkere fra Ejnar Mikkelsen gør sig klar til indsats.
Røgen hænger over agterdækket på Brimil, hvor røgdykkere fra Ejnar Mikkelsen gør sig klar til indsats.
Mandag den 21. december afholdte Brimil og Ejnar Mikkelsen øvelse ud for Kollefjord, scenariet var assistance til coasteren Herborg, som havde brand i maskinværkstedet.
06-01-2010 - kl. 11:50
Tekst og billeder Ejnar Mikkelsen.
Mandag den 21. december blev der afholdt øvelse mellem Brimil og Ejnar Mikkelsen i farvandet ud for Kollefjord. Scenariet var assistance til andet skib, hvor Brimil gav sig ud for at være coasteren Herbrog, med en otte mand stor besætning, der havde brand i sit maskinværksted.

Herborg udsendte et "for øvelse" MAYDAY, og Ejnar Mikkelsen reagerede straks og indhentede alle nødvendige oplysninger for at kunne løse opgaven. Herborg kunne ikke selv slukke branden og havde brug for røgdykkere. De havde ikke noget brandtryk og et besætningsmedlem var savnet.

Der var 20 minutters sejlads til den nødstedte, og om bord på Ejnar Mikkelsen gjorde man klar til at sende et røgdykkerhold, indsatsleder, slukningsmateriel og sanitetspersonel over på Herborg.

Da indsatsholdet kom om bord, fik indsatslederen udleveret en plan over skibet, og så snart slukningsmateriellet var rigget til, blev røgdykkerne sat ind. Besætningen på Brimil havde sat fiskenet op, lagt tøj og andre genstande ud på dørken, som røgdykkerne skulle forcere, inden de kunne slukke branden. I maskinværkstedet fandt de den savnede person, som de transporterede væk til videre behandling.

Sanitetspersonellet konstaterede, at personen havde pådraget sig svære brandsår på armene, var røgforgiftet og havde brækket sit ene ben. De gav ham den nødvendige behandling for at stabilisere ham, og ”for øvelse” rekvirerede de en helikopter til videre transport.

Både Brimil og Ejnar Mikkelsen fik stort udbytte af øvelsen og fortsætter det gode og professionelle samarbejde i fremtiden.