Kontrolholdet fra Vædderen på vej om bord i den færøske linebåd LÍÐHAMAR. Foto: Vædderen.
19-03-2010 - kl. 11:21
Af: Eli Lyngvej-Larsen
Onsdag formiddag den 17. marts foretog inspektionsskibet Vædderen rutinemæssig fiskerikontrol om bord i den færøske linebåd LÍÐHAMAR, KG 602, der fiskede ca. 8 sømil nordnordvest af Enniberg.
Ved gennemgang af skibspapirerne blev det konstateret, at LÍÐHAMAR ikke havde nogen fartstilladelse (siglingarloyvi) og desuden manglede besætningen et antal uddannelses- og sikkerhedscertifikater. Færøernes Kommando kontaktede herefter det færøske skibstilsyn om forholdet, og det blev afgjort, at skibet skulle beordres i havn.
Kontrolholdet fra Vædderen foreholdt skipperen om skibstilsynets afgørelse, og LÍÐHAMAR indvilligede i at sejle til Klaksvík.
LÍÐHAMAR ankom til Klaksvík kort før kl. 14, hvor skibet blev overdraget til de færøske myndigheder, der straks meddelte fiskeskibet officielt sejladsforbud.