Tøndeslagning på Tritons helikopterdæk.
22-02-2010 - kl. 08:44
Kilde: Triton
Traditioner skabes som bekendt af gentagelser, og volleyball- turneringen mod de lokale i forbindelse med fastelavnsweekenden kan efterhånden defineres som en sådan. De sidste par år har lokale hold udfordret inspektionsskibet, og Triton tog da også i år modigt handsken op med hele tre hold. Ét bestående af værnepligtige og to bestående af dele af stambesætningen. Det er jo ikke kun resultaterne, det handler om, men generelt må det siges, at de lokale klarede sig en kende bedre end Triton – dog med undtagelse af de værnepligtige, der hev en flot 2. plads i land.
Lørdag aften bød Tveraa Kommune 12 personer fra Triton på lokale specialiteter. Menuen bestod bl.a. af grind (stegt som bøf) og kammuslinger i tarteletter, og selv for de sarte danske ganer, vakte maden stor begejstring. Middagen var ligeledes en god mulighed for, at repræsentanter fra Tveraa og dele af besætningen kunne møde hinanden og se nogle af de folk, man ellers kun kan ane til dagligt på flere sømils afstand.
Søndag eftermiddag blev weekendens primære arrangement afholdt. Fire tønder var blevet indkøbt og dekoreret af kreative sjæle om bord på Triton, og dernæst forsynet med 25 kg slik. Forplejningsdivisionen havde været tidligt oppe og havde kreeret 450 fastelavnsboller til dagens arrangement. Tillige var der 50 liter kakao og 40 liter saftevand stillet klar, så de lokale fra Tveraa og omegn kunne blive forplejet på behørig vis.
På trods af det lidt fugtige og luftende vejr, var tilslutningen til arrangementet stor. 324 personer lagde vejen forbi, og de yngre deltagere var naturligvis udklædt til lejligheden. Børnene blev opdelt i fire grupper efter køn og alder, og der blev naturligvis kåret en kattekonge og dronning i hver gruppe. Den bedst udklædte dreng og pige blev derudover begavet med en Triton T-shirt. Arrangementet varede et par timer og trods en enkelt regnskyl i ny og næ, var der en hyggelig og afslappet stemning.
Søndag aften sejlede Triton atter ud for at patruljere i de færøske farvande.
Triton takker Tveraa og dens indbyggere for en yderst hyggelig weekend.