Helikoptergruppelederen sammen med 2 flyteknikere i hangaren på Vagar.
Foto: C. Thomsen.
19-01-2010 - kl. 11:06
Af: Eli Lyngvej-Larsen
Søværnets LYNX-helikopter er normalt stationeret om bord på inspektionsskibene af THETIS-klassen, når de er indsat i Nordatlanten. Men da inspektionsskibet Triton medio oktober 2009 blev afløst ved Færøerne af inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen, som ikke har hangarfaciliteter om bord, blev det besluttet at oprette Helikoptergruppe Vagar i lufthavnen på Vagar.
Søværnets LYNX-helikopter har således siden medio oktober 2009 og frem til medio januar 2010 været stationeret i lufthavnen på Vagar og været klar til indsættelse i døgnets 24 timer under operativ kontrol af Færøernes Kommando. Skiftende helikopterbesætninger - som består af én pilot og to teknikere – har i denne periode haft deres daglige gang i Forsvarets Hangar på lufthavnsområdet.
Helikopterbesætningerne har alle følt sig godt modtaget af personalet i lufthavnen og har haft mange gode faglige stunder sammen med ”civile” kollegaer.
I perioden har LYNX-helikopteren fløjet i alt ca. 60 timers operativ flyvning omfattende overvågning af de færøske farvande, inspektion af fiskeriet på bankerne, øvelsesvirksomhed og områdekendskab samt deltaget i én redningsaktion.
I perioden har LYNX-helikopteren – efter anmodninger fra MRCC Tórshavn – endvidere overtaget helikopterredningsberedskabet på Færøerne i sammenlagt ca. 120 timer.
Inspektionsskibet Triton er nu tilbage på Færøerne igen, og helikoptergruppe Vagar blev nedlagt 18. januar 2010.