Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Færøernes Kommando
FRK logo
10. februar 2012

Indholdsområde

 
Hvidbjørnen på redningsøvelse ved Island 
Islandsk SAR helikopter i samarbejde med Hvidbjørnen
Islandsk SAR helikopter i samarbejde med Hvidbjørnen.
Hvidbjørnen har netop overstået en veludført øvelse med Islands kystvagt og det norske kystvagtskib Andenes. Der blev øvet i at evakuere et større krydstogtskib med 2800 personer ombord.
14-10-2009 - kl. 09:52
Kilde: Grønlands Kommando.

Hvidbjørnen på redningsøvelse ved Island.

”Hvidbjørnen giv agt! Vi har netop modtaget et nødopkald fra krydstogtskibet ”Oceana”. Skibet er gået på et skær og tager vand ind. Der er 2800 personer om bord, og vi har fire timers sejlads til havaristen. Derfor: På post for evakueringsrulle!” 

Således blev der prajet om bord i Hvidbjørnen om morgenen den 29. oktober. Heldigvis kom nødopkaldet ikke uventet: Der var tale om en redningsøvelse arrangeret af den islandske kystvagt, som havde inviteret Hvidbjørnen og det norske kystvagtskib Andenes til at deltage.

Efter forliset af den Kongelige Grønlandske Handels flagskib Hans Hedtoft i 1959 erfarede man, at søredningstjenesten i Nordatlanten måtte styrkes på en række områder. Det blev på denne baggrund besluttet, at der året rundt skulle være danske inspektionsskibe til stede i farvandene omkring Grønland. Søredning er derfor en uhyre vigtig del af inspektionsskibenes raison d’etre. Det gælder ikke mindst i disse år, hvor klimaforandringerne og den øgede turisme med krydstogtskibe betyder, at flere og flere skibe besejler de grønlandske farvande – der oven i købet hører til de mest barske og vanskeligst navigable områder i verden.

Det er sjældent, der arrangeres redningsøvelser i det nordatlantiske område, og Hvidbjørnen havde derfor med glæde takket ja til invitationen. Op til øvelsen var lejligheden blevet benyttet til at indøve og finpudse en ny såkaldt evakueringsrulle. Dette er en intern organisation i skibet, der angiver hvem der gør hvad i tilfælde af, at Hvidbjørnen skal medvirke til at evakuere nødstedte skibe eller opsamle skibbrudne.

Det siger sig selv, at ombordtagning af hundredvis af stærkt forkomne mennesker er en udfordring. Alting skulle derfor tænkes igennem på forhånd: Kan vi hjælpe havaristen ved at sende et indsatshold om bord? Hvordan tages de nødstedte sikrest og mest effektivt om bord? Hvem registrerer de ombordtagne? Hvordan skal de sårede prioriteres? Hvor er der plads til de mange mennesker? Har vi tæpper og varme drikke klar? Alle disse spørgsmål og mange andre diskuteredes indgående om bord, og alle dele af besætningen bød ind med egne idéer og overvejelser.

Op til øvelsen havde der også været tid til at lære vores norske kolleger fra Andenes at kende. De to skibe, der i øvrigt ligner hinanden i størrelse og udstyr, lå inden øvelsen fortøjet på siden af hinanden under weekendophold i Reykjavik. I dagene omkring øvelsen, der foregik nord for Island, lå skibene sammen i havnen i Akureyri. Derfor var mulighederne for social omgang med nordmændene gode. Også rent professionelt var der udveksling, idet fire gaster fra Hvidbjørnen sejlede med Andenes på en del af turen fra Reykjavik til Akureyri, og tilsvarende havde Hvidbjørnen fire norske gæster om bord.

Selve øvelsen fandt sted samtidig med, at der i Akureyri afholdtes topmøde i North Atlantic Coast Guard Forum, en organisation bestående af mariner og kystvagter fra de lande, der har interesser i det nordatlantiske område. Fra Danmark deltog Chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Nils Wang.

På øvelsesdagen var vejret ”realistisk”. En hård nordlig vind skabte en del sø i øvelsesområdet. Hvidbjørnen blev af den islandske kystvagt udpeget til ”On Scene Coordinator”, hvilket vil sige, at Hvidbjørnen på ”ulykkesstedet” skulle organisere eftersøgningen og evakueringen og have kommandoen med de øvrige deltagende fartøjer og fly. I øvelsen deltog foruden Hvidbjørnen og Andenes også den islandske kystvagts skib Tyr og et par mindre redningsbåde. Især de sidstnævnte havde deres sag for i den hårde sø, men også Hvidbjørnen måtte tage sine klø. Herudover deltog et fastvinget fly og en helikopter, begge fra kystvagten. Hvidbjørnen havde nok at gøre med at kommunikere og koordinere med de mange deltagende enheder, og skulle samtidig selv udføre en række øvelser. Der blev blandt andet trænet mand-over-bord-procedurer med de mindre redningsbåde og hoist fra den islandske helikopter.

Et af de små redningsfartøjer i hård sø.Alt i alt forløb øvelsen godt, og Hvidbjørnen havde fået gjort sig værdifulde overvejelser omkring vanskelighederne ved at hjælpe et større nødstedt skib. Alle om bord optrådte professionelt og dygtigt, så Hvidbjørnen kan med god samvittighed komme til undsætning, hvis det forfærdelige en dag skulle ske: At det, der var øvelse, bliver til virkelighed. Nordatlanten er ikke til at spøge med.

Efter øvelsen var vel overstået, forlagde Hvidbjørnen atter til Reykjavik og fortsætter nu sin patrulje mod Grønland.