Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Færøernes Kommando
FRK logo
10. februar 2012

Indholdsområde

 
På togt med Inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen 
De 6 værnepligtige fra Ejnar Mikkelsen.
De 6 værnepligtige fra Ejnar Mikkelsen.
Fredag d. 12. februar 2010 ankom 6 værnepligtige til lufthavnen i Nuuk på vej til deres destination, inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen. De næste 5 uger ville byde på sejlads ved Grønland og Færøerne.
11-03-2010 - kl. 11:06
En rejseberetning fra 1. Kompagni, 2. Deling, 23/11-09 – 23/3-10

Vi, de seks værnepligtige, havde set frem til et ophold på et af søværnets nyeste enheder.
Vores forventninger var høje til vores sejlads, da vi ”hjemmefra” havde hørt en masse gode beretninger fra søen.

Vi glædede os til at få afprøvet vores kræfter med de ting, vi har lært fra Søværnets Sergent og Grundskole. Det var et optimistisk håb om, at se Søværnet i aktion, og komme ud og se hvilke opgaver Ejnar Mikkelsen påtager sig.

Dag 1 startede med, at vi kom fra Nuuks lufthavn med bus ned til skibet. Allerede ved første øjekast på skibet var vi vildt imponeret. Vores forventninger til skibet skulle utrolig nok vise sig at være alt for lave. Under vores rundvisning på skibet blev vi overrasket over forholdene om bord. Gåpåmodet fejlede ingenting, da vi fik at vide, hvilke opgaver vi skulle tage os af, og hvad vi kunne forvente os af sejladsen.

Efter to dage i Nuuk med rundvisning til bl.a. ”Julemandens postkasse” gik turen til Grønnedal. Under turen til Grønnedal fik vi mulighed for at afprøve NAJA, som er skibets rednings- og assistancefartøj, hvilket var en enorm oplevelse for alle.

Om bord på Ejnar Mikkelsen fik vi forskellige områder og arbejdsopgaver. Én kom i kabyssen, fire blev dæksfolk og én kom i ”maskinen”. Selvom vi blev delt ud på de forskellige poster, fik vi lov til også at komme rundt og afprøve andre opgaver.

Efter besøget hos Grønlands Kommando i Grønnedal var tiden kommet til, at krydse Atlanterhavet, hvilket skulle vise sig at blive en interessant tur. Vores forventninger til denne tur var masser af søsyge og enorme bølger. Bølgerne var høje, men søsygen viste aldrig sit sande ansigt.

Efter i alt fire dage på Nordatlanten mellem Grønland og Færøerne, ankom vi til Tórshavn. To blev sendt med gummibåd over til kajen for at hjælpe med at sætte trosser på pullerterne, hvilket var en oplevelse, som vi ikke havde forventet, vi skulle være med til. Efter to dages tid i Tórshavn sejlede vi videre med forventninger om at skulle på fiskeriinspektion.

Tre af os fik lov at opleve fiskeriinspektion fra første række, altså komme med over på forskellige kontrolbesøg, og det var en kæmpe oplevelse. Det at komme over på en anden enhed og opleve, hvordan deres job er i forhold til vores, se hvordan deres arbejdsforhold er.

 Livlig aktivitet på agterdækket af Ejnar Mikkelsen
Efter to dage med fiskeriinspektion uden i Nordatlanten gik turen videre ind mod land endnu engang, og denne gang skulle blive lidt anderledes end tidligere oplevet. Vi skulle nemlig udføre en slæbeøvelse med et kystvagtsskib fra Island, hvor vi skiftevis skulle slæbe hinanden, og se om det gik, som det nu engang skal i en sådan situation. Hele øvelsen syntes vi gik godt og én af os fik lov til at skyde med ”gun-line” over til det islandske skib, hvilket var ret sjovt at få lov at prøve.

Alt i alt synes vi, at det har været en kanon tur, som har opfyldt vores forventninger til hvad og hvordan, det er at være om bord på, hvad vi tror, absolut må være søværnets bedste enhed!