To et halvt år tilbragte Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen alene i Nordøstgrønland. For snart 100 år siden, i 1910, drog de ud på en omkring 1900 kilometer lang slæderejse for at finde spor efter Mylius-Erichsen og hans to ledsagere, som omkom i 1907 under Danmark-Ekspeditionen. Deres rejsefæller blev ved skibet ’Alabama’, som lå for anker ved Shannon øen.

Snestorme, svigtende jagt, ødelagte depoter, sygdom og sult fik slæderejsen til at trække i langdrag. Hundene bukkede under én efter én, og de sidste mange hundrede kilometer kæmpede de to mænd sig af sted til fods med deres slæde på slæb. Da de endelig nåede tilbage, fandt de ikke et skib – men derimod en lille hytte, bygget af resterne af ’Alabama’, som isen havde skruet ned. Besætningen var blevet samlet op af et skib, der meget heldigt kom forbi, og derfor måtte Mikkelsen og Iversen nu vente på endnu et skib og forsøge at overleve alene i det, Ejnar Mikkelsen selv kaldte ’det hvide helvede’.

To år gik der, før en norsk hvalfanger fandt de to agterudsejlede mænd. Billederne fra dengang fortæller mere end ord, hvordan isolationen og ensomheden påvirkede dem. Iver Iversen og Ejnar Mikkelsen kom hjem i god behold og bevarede et livslangt venskab. I al den tid de tilbragte sammen i ødemarken, lykkedes det dem at undgå skænderier. Bortset fra en enkelt episode, som nær havde kostet dem deres venskab:

Et postkort fra Sorø husholdningsskole var blandt deres kæreste eje og kilde til mange samtaler og drømme i den ulidelige ventetid. De 53 unge kvinder illustreret på postkortet blev meget nøje studeret gennem kikkertglas og diskuteret. Mikkelsen og Iversen navngav dem alle, og udvalgte sig hver især en ’hjerterdame’. En morgen fór der en lille djævel i Iversen, som gav sig til at synge en smædevise om Ejnar Mikkelsen og frk. Støt over morgengrøden, hvilket resulterede i fuldkommen tavshed mellem de to mænd i næsten to døgn. Indtil Iversen brød sammen og løb ud af hytten. Kort tid efter bankede han på døren, og først efter at Mikkelsens ’kom ind’  havde lydt, åbnede han forsigtigt døren på klem og afleverede en lap papir: ’Du, jeg er så ked af, at jeg tog din pige. Tag hende igen, tag mine fire, tag hele det forbandede bundt – bare du bliver glad igen!’.

Læs Ejnar Mikkelsens fantastiske beretning om Alabama-Ekspeditionen i flere bøger og se billeder fra ekspeditionen i www.arktiskebilleder.dk.

Kirsten Klüver