10-08-2010 - kl. 12:05
Interessen for det arktiske område har været kraftigt stigende i de seneste år. Dette ses bl.a. på en kraftig stigning i antallet af krydstogtskibe, der besejler de grønlandske farvande, ligesom antallet af forskningsskibe er væsentligt forøget.
Det er konstateret, at isen omkring Grønland både på øst- og vestkysten, specielt i sommerperioden (juli - september), er kraftigt reduceret. Dette har medført, at nye store områder, der før var utilgængelige, nu er blevet sejlbare.
Tilgængeligheden af disse nye områder udnyttes allerede nu af kommercielle interesser, idet Krydstogts- og forskningsskibe nu besejler disse områder.
I vinterperioden er det fortsat meget koldt. På grønlands vestkyst dannes fortsat den såkaldte vestis, der kun muliggør sejlads op til diskobugten, ligesom storisen på grønlands østkyst fortsat umuliggører sejlads i vinter- og forårsperioden.
Udvidelsen af de sejlbare områder med den voldsomt stigende kommercielle interesse, har medført, at Grønlands Kommando (GLK) har ændret fokus i forbindelse med suverænitetshævdelse og overvågning af de grønlandske farvande.
Siden 2009 har GLK derfor haft et inspektionsskib/-fartøjer fast stationeret på begge kyster i det høje nord i hele den isfrie sæson. Under tilstedeværelsen gennemføres suverænitetshævdelse, overvågning og farvandskendskab ligesom assistance til lokalsamfundene har stor prioritet.
I år har Grønlands Kommando indsat inspektionsfartøjet KNUD RASMUSSEN til overvågning/patruljering af de nordvestlige grønlandske farvande. Under sejladsen vil bygder i området blive besøgt, hvor der bl.a. vil være lejlighed til at besøge skibet. Thule Air Base vil i perioden blive anvendt som forsyningsbase.
På Grønlands østkyst er inspektionsfartøjet EJNAR MIKKELSEN indsat til at overvåge aktiviteterne i området. Skibet vil i sommermånederne overvåge/patruljere langs østkysten fra Nationalparken i nord til området omkring Tasiilaq. Inspektionsfartøjet anvender islandske havne i forbindelse med genforsyning. Under patruljeringen vil der blive givet assistance til Slædepatruljen Sirius, herunder deltage i depotudlægning for efterårets og vinterens slæderejser.