11-08-2010 - kl. 15:20
Politiet har oplyst, at alle kajakekspeditionerne, der ikke umiddelbart var kontakt med, efter et voldsomt uvejr havde ramt området, er lokaliseret. Det var en helikopter fra Air Greenland, som lokaliserede ekspeditionerne. Alle ekspeditioner er i god behold.
Grønlands Kommando indsatte onsdag morgen Challenger-fly fra Kangerlussuaq, for at bistå Politiet i lokaliseringen af ekspeditionerne i området. Da det lykkedes at få lokaliseret ekspeditionerne inden Challenger-flyet ankom til området, fortsatte flyet overvågningsflyvning på Grønlands Østkyst.
Inspektionsfartøjet EJNAR MIKKELSEN fortsætter sejladsen til området for patrulje/farvandskendskab. Under sejlads i området vil EJNAR MIKKELSEN assistere lokalsamfundet og bjærge kajakker, udrustning m.v. som den tyske ekspedition efterlod ved evakueringen mandag den 9. august.