Inspektionsfartøjet KNUD RASMUSSEN havde dykkere, indsatsfartøj samt gummibåde i vandet i eftersøgningen af savnet person i Maniitsoq havn.
08-01-2010 - kl. 17:40
Politiet i Maniitsoq har siden den 5. januar eftersøgt et savnet besætningsmedlem fra Politikutteren Sisak II.
Grønlands Kommando blev kontaktet af politimesterembedet for at assistere i eftersøgningen efter den savnede, herunder assistere med dykkere for afsøgning af havneområdet.
Grønlands Kommando beordrede KNUD RASMUSSEN til at gå til assistance. KNUD RASMUSSEN ankom til Maniitsoq fredag den 8. januar morgen.
Efter en kort briefing om bord på KNUD RASMUSSEN, hvor bl.a. eftersøgningsområdet blev udpeget til KNUD RASMUSSENs dykkere, indsatsfartøj samt stor og lille gummibåd, blev eftersøgningen i havneområdet efter den savnede påbegyndt.
Sent fredag formiddag blev den savnede fundet omkommet i havnebassinet tæt ved Politkutteren Sisak II.
Den savnede blev bjærget og efterfølgende overdraget til Maniitsoq Politi.