Grønlands Kommando (GLK) ligger i et område af Sydgrønland, der hedder Grønnedal, på grønlandsk Kangilinnguit , ca. 5 km fra den nedlagte kryolit mineby Ivigtut, i bunden af Arsukfjorden. Grønnedal og Ivigtut (udtales "Ividud") er de to eneste byer i Ivittuut Kommune, der omfatter land og fjordområdet indre Arsuk Fjord og Ikafjorden til Qornoq isbræ.
Grønnedal er stort set kun beboet af folk, der har tilknytning til forsvaret. Der er en normeret bemanding på 60 militærpersoner.
Nogle få er ansat ved kommunen, og endvidere har et privat entreprenørfirma en stab af civile arbejdere, der kun opholder sig i Grønnedal i sommerhalvåret. Alt i alt kommer Grønnedals indbyggertal aldrig meget over 150 personer.

Området ved Arsukfjorden er kendt som værende et af de smukkeste i Grønland. Der kan med udgangspunkt i Grønnedal foretages dag- eller weekendudflugter til isbræ, vandfald, søer, gamle fredede nordbo bopladser, høje bjerge, dybe græsklædte dale og meget, meget mere. Klimaet er sammenligneligt med det danske, men det er dog noget koldere. Temperaturerne ligger gennemsnitlig 5-6°C under de danske. Luftfugtigheden er noget lavere end i Danmark, hvilket bevirker, at kulden ikke føles så slem. Det er dog ikke usædvanligt, at det fryser 15-20°C om vinteren.
Undertiden opstår der voldsomme storme, op til to gange orkanstyrke, den såkaldte Sydost vind. Om sommeren er det ikke unormalt med temperaturer omkring 20-25°C. I området er der et rigt fiske-, dyre- og fugleliv med laks, ørred, havkat, torsk, moskusokser, polarræve, sneharer, ørne, ravne og snespurve. På varme sommerdage kan fluer og myg opleves som en plage, men alle vænner sig dog hurtigt til at anvende myggenet. Grønnedal ligger på cirka samme breddegrad som Bergen i Norge. Det betyder, at der hverken er midnatssol om sommeren eller totalt mørke om vinteren.

Nordlys ses meget ofte i vinterhalvåret, og det er hver gang en oplevelse at se på. Såfremt vejret udarter sig til storm, bliver der iværksat begrænsninger i udendørs færdsel, og i sjældne tilfælde totalt udgangsforbud. Grønnedal er et moderne og velfungerende samfund. Her er læge, skole, børnepasningsordning og dagpleje.

I den lokale forretning "Dalshoppen" kan man købe eller bestille næsten alt, hvad hjertet begærer. Ingen behøver at sulte i Grønnedal, hvor kostforplejningen altid ligger inde med varer til mindst fire måneders forbrug, og hvor bageren kører ud med frisk brød og kager tre morgener om ugen.
