På trods af det barske klima i Nord- og Nordøstgrønland, er dyrelivet overraskende rigt i denne del af verden.

SIRIUS har et ganske godt billede af dyrebestanden både hvad angår arter og antal, idet en del af observationsopgaven består i at registrere forekomsten af såvel pattedyr som fugle.

Umiddelbart forbinder de fleste nok polarbjørnen eller isbjørnen med de nordlige himmelstrøg, og der er da også mange af disse fantastiske dyr i vort område.

Vi ser bjørnen i hele operationsområdet, ikke blot nær vandet, men også ved flere lejligheder inde i landet.

Vi observerer bjørnen trække sydover i de koldeste måneder (februar - april), og vi ser den igen fordelt langs de åbne vandområder når foråret og sommeren stunder til.

Desværre for SIRIUS-manden må bjørnen ikke skydes af andre end grønlændere, og det vel at mærke kun de der har specielle jagttegn i Scoresbysund og Thule. (De kommuner der støder op til Nationalparken).

Bestanden synes imidlertid så stor, at en form for vildtpleje kunne være nødig, men området er Nationalparken, så restriktionerne er mange.

Moskusoksen som hverken er okse eller får, men en af naturens sære blandinger, findes også i rigt mål heroppe.

De ses i store flokke på over 20 individer, men også enlige dyr frister tilværelsen, hvor den magre jord kan fravristes lidt føde.

Oksen er totalfredet i Nationalparken, selvom der er mange indikationer på, at vildtpleje ville forøge artens eksistensbetingelser, men området forsøges at "holdes" i ave af naturen selv, så en forståelse for berørte synspunkt er nok begrænset.

I mange år har polarulven manglet i den grønlandske natur. I begyndelsen af århundredet syntes ulven helt at være forsvundet fra Nord- og Nordøstgrønland.
I 1959 og 1965 mente et par SIRIUS slædehold at have konstateret ulvespor i henholdsvis DOVE BUGT og PEARYLAND, men i 80-erne og 90-erne er ulven positivt observeret; først så man ensomme ulve, der ofte fulgte slæderne i dagevis, angiveligt for at tage sig af hundenes levninger, senere er observeret flokke med 6 - 9 dyr. Ulven er totalfredet.

Nok mest på grund af menneskets tilstedeværelse på kysten observeres et utal af polarræve. Det drejer sig såvel om den almindelige ræv der skifter "ham" efter årstiderne som blåræven, der til stadighed beholder sin karakteristiske mørke farve.
Ræven er totalfredet, men på Daneborg og Mestersvig har personellet tilladelse til at nedlægge de dyr der færdes på selve stationsområderne, idet de er potentielle smittebærere for rabies, og endvidere er de en trussel mod fuglebestanden; og det må erindres, at rævene i allerhøjeste grad lever af menneskets affald, i hvert fald de der ses ved stationerne. Der er således ingen øko-kultur-fornuft i at bevare de individer der kun kan ernære sig "unaturligt" af vore levninger.

Den lille nysgerrige polarhare vimser rundt i enormt antal, ja, der er observeret en dal i nord-terrænet, hvor tusindvis af magre kræ, totalt udhungrede levede en kummerlig tilværelse.
Haren er et godt supplement til den noget stereotype slædemad.

Hermelinen og lemmingen er små "jorddyr" der i varierende antal piler rundt i solvendte skrænter. De er naturligvis en vigtigt led i fødekæden for de større dyr, men ellers giver de ikke anledning til nogen "bemærkninger", udover at bæsterne til tider har sneget sig ind i vore depoter og mæsket sig med vore madvarer.
Lemming er også navnet på en person der opholder sig sit første år i Nordøstgrønland.

Hvalrossen, polarhavets mastodont, boltrer sig - ofte - i store flokke mange steder langs kysterne.
Dens færden og levemønster er stadig et af dyrerigets mysterier, imidlertid gøres der nu forsøg på at kortlægge hvalrossens adfærdsmønster; bl.a. vides stadig ikke hvor det store pattedyr lægger sig til at dø.

I utrolige mængder færdes sæler i de mange og fiskefyldte Nordøstgrønlandske fjorde.
De oftest sete er fjordsælen, den spættede sæl og remmesælen.
SIRIUS benytter sælkødet som supplement til det vanlige hundefoder, så sideløbende med de befalede sejladser drives idelig jagt på dette for hundene så velsmagende dyr.  
Remmesælens skind bruges ydermere til fabrikation af piskesnerter.
Da jagt i en given situation kan blive SIRIUS- personellets overlevelse, er jagten på disse forholdsvis store dyr også en udmærket træning - og som tidligere nævnt faktisk en del af tjenesten - til en nødsituation.

Fuglelivet er utroligt rigt, men rypen er den mest interessante for SIRIUS, idet den må jages på visse tider af året, og dens kød smager fortræffeligt.
Udover rypen, er der et utal af småfugle, hvoraf snespurven, stenvenderen, diverse måger og terner kan nævnes.
Af mere spektakulære og sjældne fugle kan medtages sneuglen, snefalken og bramgåsen.
I de grønne områder ved Daneborg har vi en stor koloni med edderfugle.
Det er en fornøjelse at se de stolte mødreænder vralte rundt med deres kuld af ællinger; desværre er bestanden af "skraldemandsfuglen" ravnen - der er totalfredet - nu blevet så stor, at den er en trussel mod edderfuglen; en foranstaltning som med ræven kunne nok være tiltrængt på Daneborg.