Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Grønlands Kommando
Grønlands Kommandos mærke
08. februar 2012

Indholdsområde

 
Historie 

Selv efter den dansk-norske præst Hans Egede i 1721 kom til Grønland og gik i land ved Godthåb (det nuværende Nuuk), forblev østkysten længe et ukendt land. Kontakten til befolkningen var sparsom, selvom der findes beretninger om ekspeditioner og hvalfangere der møder INUITTERNE (generel betegnelse for urbefolkningen i det arktiske område).
 
I SIRIUS område blev der sidst set bosiddende grønlændere i 1823 på sydsiden af Clavering Ø, ved Eskimonæs i Dødemandsbugten. Sygdom, skyhed og til dels mangel på eksistensmuligheder slog dem ud, - det er i hvert tilfælde det mest sandsynlige gæt. Hvorom alting er, er der sket en klimaændring, og rensdyret - en vigtig kilde til
livets ophold - forsvandt.
 
I årene 1883-1885 ledede GUSTAV HOLM en ekspedition startende i Sydgrønland med kurs mod nord langs østkysten.  Ved det nuværende Ammassalik (Angmagssalik) fandt han en hidtil ukendt eskimostamme, men derefter fandt man ikke yderligere beboelser nordover.

Imidlertid gav Gustav Holms opdagelse starten til yderligere ekspeditioner der ønskede at udforske og kortlægge de øde og uudforskede nordligere liggende kyststrækninger.
 
Danmarks-Ekspeditionen 1906-1908 under ledelse af Ludvig Mylius-Erichsen, kortlagde de sidste ukendte dele af Nordøstgrønland. Ekspeditionen havde det tragiske udfald, at Mylius-Erichsen selv, kartografen N.P. Høeg Hagen og den grønlandske kateket Jørgen Brønlund (1907), omkom.
 
Senere kom Lauge Koch, Einer Mikkelsen og Eigil Knuth til, og et stort og enestående videnskabeligt arbejde blev foretaget.
 
Fra 1814, efter freden i Kiel, hvor Norge og Danmark blev adskilt, og indtil Den Faste Domstol For Mellemfolkeligt Retspleje i Haag, den 5 april 1933, konstaterede - med stort stemmeflertal- at Danmark havde vist mere besiddervilje omkring de Nordøstgrønlandske områder, herskede der en svingende stemning mellem de to lande omkring udnyttelsesrettighederne til jagt og fangst.

Mange er ordene der er skrevet og sagt om dette emne, men den sidste fangstaftale mellem de to lande, etableret 1924, ophørte i 1967, og siden da, må officiel norsk adkomst til kysten gå ad diplomatiets vej.

Nordøstgrønland er en del af det danske kongerige, og som sådan er det Danmarks pligt at opretholde suveræniteten ved en permanent tilstedeværelse, og en vilje og evne til at være til stede i hele området!
    
Under Anden Verdenskrig lykkedes det, bl.a. ved U.S.A.s mellemkomst, at beholde Grønland på danske hænder; ved en ganske formidabel indsats fra bl.a. Henrik Kaufmann (Den danske ambassadør i U.S.A), Landsfoged Eske Brun og Ib Poulsen, samt Eigil Knuth og Ebbe Munch, forhindredes Tyskland i at få etableret en brugbar meteorologi- og meldetjeneste i området omkring Daneborg.
 
Eske Brun etablerede slædepatruljer under ledelse af Ib Poulsen, der i starten af 40-erne, patruljerede og lokaliserede tyske vejrstationer, og senere foranledigede deres ødelæggelse.

I 1943 omkom der såvel en dansker - Eli Knudsen - som en tysker - løjtnant Zacker - under de træfninger, hvor danskerne på fortræffelig vis forhindrede tyskernes faste tilstedeværelse og dermed vejrdata i at nå frem til aksemagterne.
 
Efter krigen og Den Kolde Krigs start, anbefalede Søværnet, idet Danmark ønskede at udbygge tilstedeværelse af personel i Nord- og Nordøstgrønland, at der blev oprettet en patruljetjeneste.
 
Belært af erfaringer fra krigens tid, ønskede man ikke at fremprovokere episoder der kunne give anstød til nogen sider, så man oprettede vejrstationer og pejlestationer i perioden frem til 1950, hvor Søværnets forslag kom til udførelse.     

Oprettelsen af disse blev holdt i det skjulte, ligesom de første spæde skridt til SIRIUS blev gjort med megen lav profil. Indledningsvis hed projektet som nævnt OPERATION RESOLUT, og medarbejderne blev rekrutteret fra befalingsmænd i Forsvaret . Siden hen - i 1952 - oprettedes officielt Slædepatruljen RESOLUT, og man flyttede sit hovedkvarter fra Ella Ø til Daneborg.

Imidlertid eksisterede der en canadisk vejrstation RESOLUTE BAY, så for at undgå misforståelser, omdøbtes patruljen i 1953 til Slædepatruljen SIRIUS - efter den klareste stjerne i stjernetegnet Store Hund.

Slædepatruljen SIRIUS blev i 2006 underlagt Grønlands Kommando og består af 12 personer i slædepatruljen og 2 personer ved Forsvarets vagt Mestersvig.