|
Oksbølområdets militære historie startede i 1929, hvor Kallemærks Hede for første gang blev benyttet til artilleriskydninger.
Indtil 1940 blev området primært brugt af Artilleriet til de årlige skarpskydninger i efterårsperioden. Opbygningen af Oksbøllejren blev påbegyndt i 1930. I starten med ganske få permanente bygninger til støtte for en teltlejr. I de følgende år opførtes stadig flere bygninger, som gradvist afløste teltlejren.
Allerede den 9 april 1940 rykkede de første tyske tropper ind i Oksbøllejren og overtog området. De følgende år blev lejren udvidet til en træningslejr for en infanteridivision, bl.a. ved inddragelse af en del af Ål Plantage. Lejren kunne rumme 13.000 soldater og 3.600 heste. Den blev brugt til uddannelse af rekrutter og genopbygning af enheder, som var trukket tilbage fra fronten. Adskillige af bygningerne fra dengang eksisterer og bruges endnu.
Efter krigen overtog den danske hær igen Oksbøllejren. I 1952 etableredes Kampvognsskolen, som et par år senere blev til Panserskolen, primært underbragt i den såkaldte Nordlejr, men også med elementer i den nuværende Oksbøllejr. Samtidig hermed blev skyde- og øvelsesområdet i stigende grad anvendt af flere våbenarter, og det blev nødvendigt at udvide området til i alt 6.180 hektar.
I 1970 blev våbenarterne Infanteri og Pansertropper slået sammen til Kamptropperne. Som en konsekvens heraf blev det i 1972 besluttet også at samle de daværende to skoler- Infanteriskolen på Kronborg og Panserskolen - som allerede var i Oksbøl - til én skole: Hærens Kampskole.
Samlingen blev imidlertid ikke fuldstændig gennemført før 1982, da de nuværende bygninger blev indviet. Bygningerne indeholder administration og kontorer, klasseværelser til teoriundervisning og faciliteter til praktisk uddannelse. Andre bygninger indenfor lejren er også fast udlånt til skolen. De rummer værksteds- og garageområde samt depoter og depotadministration.
Hærens Kampskole er den eneste skole i Hæren, der fra starten er bygget til formålet, og skolen har gode faciliteter, selv om nogle af bygningerne er temmelig gamle. Der er dog et voksende behov for en udvidelse af skolens bygningsmæssige faciliteter.
|