”7 soldater faldt ned med faldskærm”, sådan lød overskrifterne i aviserne, da hold Jessen stod til parade i Jægergården på Aalborg Flyvestation, klar til at få udleveret deres blå faldskærmsvinger. Selv om der var nogle få huller i geledderne, så var virkeligheden dog langt fra mediernes første udlæg.

I sagens natur falder man jo ned, når man i 400 meters højde stiger ud af en C-130 "Herkules" med ca. 180 km/t - og ned det faldt vi, hele tre gange på to dage.

Som de fleste ved, så er Jægerkorpsets tre centrale pædagogiske principper; overindlæring, overindlæring og overindlæring, hvilken vi naturligvis brugte hele den første uge af kurset på. En uge hvor kadetten havde rig mulighed for både at øve sangkundskaberne, men også at tage et par snese "af hver" efter fortjeneste. Noget de velkendte instruktører naturligvis delte rundhåndet ud af.

Oven på en velfortjent weekend, og intensiv repetition hele mandag formiddag, var det endelig tid til at springe skarpt. Mandag eftermiddag bød på perfekt vejr til at springe, men selv om samtlige kursister råbte på "ekstra tur" måtte tredje og sidste spring vente til dagen efter.

Vejret tirsdag viste sig dog at være noget mindre samarbejdsvillig og der blev øvet en del "sidde klar og vente", som for halvdelen af holdets vedkomne foregik fuldt påklædt med skærm, klar til spring. Efter et par timer fik vindstyrken sneget sig ned på den rigtige side af den tilladte grænse og det tredje og sidste spring kunne endelig gennemføres.

Hvad der så er sket mellem sidedøren på flyveren og jorden skal være op til den enkelte "faldskærmssoldat" (citat TV2 Nord) at fortælle. Men, jo hurtigere man rammer jorden, jo hårdere slår den, og man skal ikke lade sig narre når nordjyderne siger "mose", den danske muld slår hårdt!

Den nysgerrige læser undrer sig nok over, hvorfor en løjtnant med tendens til højdeskræk ikke beskriver oplevelsen. Til det har jeg kun én ting at sige: Se Band of Brothers!