28-06-2010 - kl. 16:30
De 57 kadetter fra grundofficersuddannelsen Hold Læssøe fik 28. maj 2010 udleveret en nøglefordeling udvisende antallet af ledige stillinger, der pr 1. august 2011 skulle besættes. Der var 13 ledige stillinger på Sjælland, resten fordelt på flere tjenestesteder i Jylland. Holdofficeren for Hold Læssøe kaptajn Brian Berthelsen har ansvaret for, at alle holdets kadetter bliver fordelt, og som udgangspunkt vil holdofficeren lade kadetterne fordele de ledige stillinger selv!
Kan kadetterne ikke nå til enighed, har holdet og holdofficeren i fællesskab fastlagt en metode således, at en fair fordeling kan finde sted. Metoden er kendetegnet ved stor medindflydelse og gennemskuelighed på det endelige valg.

Medindflydelsen sikres ved dels, at alle kadetter har fået til opgave at oplyse 3 prioriterede ønsker om tjenestested, og dels ved, at der i de 3 klasser er valgt 2 klasserepræsentanter, der skal repræsentere den enkelte kadet i en række fordelingsmøder med holdofficeren.
Gennemskueligheden kommer af, at fordelingen af ledige stillinger sker efter kriterier, som er kendt af alle. Kriterierne er i prioriteret rækkefølge:
- ”Bedste mand til jobbet" ved:
- a. Indrangering af kadetter i bedste 1/3-del, mellemste 1/3-del og sidste 1/3-del.
- Bedømmelser fra eksterne kurser som offensivt infanteri-/defensivt infanteri kursus, patruljekursus samt praktikperioden med fokus på bemærkninger i følgende kompetencerne: kommunikation, professionalitet og samarbejde.
- Karakterer fra faget ledelse og taktik.
- Personlige kompetencer fra udviklingssamtalen i Forsvarets kompetence og udviklingssystem (FOKUS) samt klasserepræsentantens input.
- Idræts karakterer eller indstilling til idræt.
- HF beslutter selvstændigt, hvor sociale forhold som ægteskab, børn eller fast bopæl m.m og forhold fra tidligere tjeneste kan blive inddraget.
Endvidere har holdofficeren udviklet en særlig oversigtsplanche, der udviser antallet af ledige stillinger ved tjenestestederne samt fotografier af de enkelte kadetter med anførelse af de 3 prioriterede ønsker. Fotografierne er indledningsvis sat med tegnestift udfor de tjenestesteder, som kadetterne har angivet som første prioritet. Umiddelbart springer det i øjnene, at 36 kadetter har et tjenestested på Sjælland som første prioritet, men at der kun er 13 ledige pladser på Sjælland at fordele!
Så der er lagt op til, at alle kadetter på Hold Læssøe skal udvise størst mulig fleksibilitet, og søge det mulige med respekt for helheden og den enkelte samtidig. Målet er, at alle stillinger bliver besat med en motiveret officer, der kan føre, uddanne og begejstre bedst muligt.