Vi var fem heldige kadetter, som fik den enestående mulighed at besøge Royal Military Academy Sandhurst i England. Som titlen afslører følte vi, at der huserede visse fordomme blandt briterne omkring danskere. Det skulle der laves om på under vores besøg på Sandhurst. Vores målsætning var, under den kyndige vejledning af holdfører (HF) klasse Storrud (STO) kaptajn (KN) Thomas Munch: at vise danske kadetter fra deres bedste side, ligesom Balterne, uden undtagelse, formår at gøre på deres utallige besøg på Hærens Officersskole.

Sved på overlæben
- og glem alt om mellemlederen!
Inden afgang til Sandhurst blev vi indkaldt til et hurtigt møde ved KN Munch. Han ville briefe os om programmet for turen. Efter 30 effektive sekunder var den i vinkel, og med vinden i håret var vi på vej tilbage til undervisning. Og dog. På vej ud af døren lyder det: ”Alle stiller i jakkesæt, med slips, under hele opholdet. Ellers, find en anden, som vil med!” Det lyder måske lidt hårdt, som det står sort på hvidt, med udråbstegn og det hele, men det viste sig at være en helt uundværlig beklædningsgenstand under vores besøg.

Det er omtrent her, at jeg støder på begrebet ”mellemlederen” for første gang (Jeans, skjorte og blazer), idet en snarrådig kadet forstår dette som alternativ løsning på problemstillingen omkring jakkesættet. Med en venlig, rolig og fast hånd fik den tommelfingeren ned af, hvilket gav anledning til transpiration på overlæben, idet ikke alle på stående fod havde garderobe til at matche det krav.
 
Det skulle i sidste ende vise sig, at kaptajnens krav til påklædningen var helt og aldeles rimelig, men i tidsrummet umiddelbart efter mødet lød det fra en unavngiven kadet: ” Jeg skal da lige love for, at kaptajnen svinger med husar-hånden!”









IRA og jakkesæt
Vi mødtes på slottet, hvor vi havde en aftale med Per om transport til lufthavnen. Med snorlige jakkesæt, blankpolerede sko og ”game-face”, var der ikke langt imellem de kollegiale hilsner i omklædningen over idrætssalen: ”Hvad har i gang i? Skal i til samme fest? Er der begravelse i dag? Hvordan er det i ser ud? What the F…?” osv. Således opmuntret; af sted til Sandhurst!

I flyet fik jeg en forklaring på, hvorfor det var så bydende nødvendigt at stille i jakkesæt, og ikke i f.eks. M/69 uniform. Det forholder sig sådan, at de indenrigspolitiske forhold på de britiske øer, stærkt påvirket af terrorgruppen IRA og bombningen af metroen i London, bevirker, at det simpelthen er for farligt at færdes uden for kasernerne i uniform… Derfor jakkesættet.

Således, først opmuntrede og nu også oplyste, lander vi i Heathrow lufthavn. Her bliver vi modtaget af en engelsk forbindelsesofficer. Vores engelske kollega stiller med godt humør, naturligvis, og iført fuld kampuniform(!?). En anelse forundrede, og nu i knap så snorlige jakkesæt, vender vi os spørgende mod KN Munch. Inden nogen af os, inkl. 2 kække husarer, når at kommentere på, hvad vi ser, lyder det: ”I skal nok få brug for jakkesættet. Bare rolig.”






Øl før maden? - Naturligvis!
Efter en kort uformel rundvisning, og lidt tid til at pakke ud på vores værelser, stod programmet på aftensmad. I kantinen møder der os, uden undtagelse så langt øjet rækker, kadetter i deres stiveste puds. Der bliver sendt minimum én venlig tanke til KN Munchs velmenende råd om påklædning, og dennes husar-hånd! Lettere overraskede, bevæger vi os gennem kantinen med vores målsætning for turen skarp i erindringen. Vi ville vise danske kadetter fra deres bedste side. Foran på point med hensyn til påklædning og ved godt mod, stak vi en finger i jorden og konstaterede, at kutymen på Sandhurst dikterer en enkelt øl før maden. Ikke noget problem, da messen ligger umiddelbart 25m til højre for kantinen.

Demokrati og krigshistorie
Vi starter 2. dagen med en formel rundvisningen på Sandhurst. Alt imens vi bevæger os fra lokale til lokale, begynder det for alvor at gå op for os, hvilken kolossal udstrækning det britiske imperium havde i sin storhedstid. Små minder fra alle de steder, hvor det britiske imperiums soldater har kæmpet, kan ses på Sandhurst. Effekterne består selvfølgelig hovedsagligt af krigsbytte, men de største og mest markante minder, er tilegnet indere, pakistanere, gurkhaer o. lign, som har kæmpet side om side med briterne gennem utallige krige. Denne helt åbenlyse hæder af alle soldater i det britiske imperium, ligegyldigt hvor de kommer fra, giver Sandhurst en særlig stemning.

Blandt alle de gamle sager kan også findes gaver fra skolens tidligere elever og gæster. De mest iøjefaldende var blandt andet: Et guld sværd fra mellemøsten udsmykket med 253 diamanter, to stk. elefantstødtænder fra Afrika belagt med guld og ædelsten, og sidst men ikke mindst: et falmet billede fra Danmark af Frederiksberg slot udsmykket med en blank aluminiumsramme. Fem kadetter og en kaptajn løfter hovedet højt og ranker ryggen stolt: Et demokrati, som det danske, bruger sine penge på folket - ikke på pynt!

Gurkha krigere, Vikinger og boksehandsker
Med målsætningen om at vise danske kadetter fra deres bedste side, jf. officersprofilen  udviste kadet (KT) M. Kjærgaard og undertegnede: Mod, vilje, evne, styrke og lederskab, da vi indvilgede i at deltage i et idrætsarrangement sammen med vores engelske kollegaer. Mod = Vi havde ingen idé om, hvad vi gik ind til. Vilje = Vi havde tømmermænd. Evne = Vi var stadig i live, og havde det efter omstændighederne godt.. Styrke = se under vilje. Lederskab = Jeg tilmeldte Kjærgaard, og i mellemtiden stak han mig.
Vores heroiske indsats rakte ikke til et Victoria Cross, men vi blev kendt som ”the Viking Allies”.

Hele dagen stod i idrættens tegn, og blev afsluttet med et stort boksestævne. Vi var med som gæster og tilskuere. Vi gør mange ting på samme måde i England og Danmark, men der er dog visse forskelle. Et boksestævne i England for eksempel kræver følgende. For at skabe de helt rigtige rammer, befales et Gurkha-kompagni  til at støtte forberedelserne i 4 dage. Der er sækkepibespil ”über alles!”. Der inviteres civile V.I.P. gæster fra de øverste lag af samfundet, og generaler i hobetal. Gæsterne drikker kaffe og cognac i de til formålet opstillede og opvarmede telte. Ét telt er tilegnet officerer og folk med titlen ”sir”, et andet, meget pænere og sikkert varmere telt, er opstillet til folk med titlen ”Lord”. For god ordens skyld skal det nævnes, at vi fem usle kadetter ikke indgik under kategorien officerer. Godt nok står der ”Second Lieutenant” på ID-kortet, men en kadet er en kadet!

Inden første boksekamp gik i gang optrådte 4 Gurkha-kriger med en festlig traditionel dans. Den illustrerede, hvordan man effektivt dræber sin fjende med deres berømte kukri-kniv. Trods de flotte rammer for boksekampene, vurderes deres niveau til at være meget lig det danske.
 
Panik og ”Well Dressed Gentlemen”
Vi havde, trods det opslidende program beskrevet ovenfor, naturligvis også tid til at hygge og slappe af. Rekreationsdagen kom til at foregå i London. Her fik vi set diverse monumenter, en enkelt pub eller to, og KT S.H. Petersen blev forvekslet med James Bond.

Turen hjem kom til at bære præg af sporadisk panik. For det første er der tilsyneladende mere en to metrolinjer i London. For det andet tager turen gennem centrum af London åbenbart længere tid end i København. For det tredje udløber en dagsbillet overraskende nok ved midnat.
 
SAS, toldfri og noget som minder om en perspektivering
I lufthavnen på vej hjem fik vi købt de sidste gaver. Dagen i London blev brugt på at suge så meget – læring - som overhovedet muligt, så tiden løb naturligvis fra os. Toldfri shopping var derfor sidste chance for at få en lille ting med hjem.

Afslutningsvis en tak til Royal Military Academy Sandhurst, og særligt til Burma Coy for et super godt samarbejde. England, er som Danmark, i en situation, hvor man inden for Forsvaret nogle gange er nødt til at løbe lidt hurtigere for at få tingene til at hænge sammen. Vi takker for, at de ansvarlige på Sandhurst løb lidt hurtigere for vores skyld.

P.S. Artiklen kan flere steder bære præg af kunstnerisk frihed.