14-05-2004 - kl. 10:09
Soldaterne med reaktionsstyrke-kontrakt skal have ro til at passe soldaterjobbet, mens de er i Irak, Kosovo eller et andet missionsområde. Vel at mærke også så meget ro, at de ved, hvad de skal lave, når de vender hjem igen.
Derfor skal soldaterne også have hjælp til at finde job eller komme ind på en uddannelse, så de ikke står uden beskæftigelse, når de vender hjem efter et halvt års tjeneste. Derfor har jobkonsulent Claus Tjørring haft travlt i denne uge med at tale med 21 af de cirka 100 Irak-soldater med de såkaldte DIB-kontrakter.
- Vi tager en frivillig samtale, hvor vi prøver finde ud af, hvad det egentlig er, soldaterne sigter efter, fortæller Claus Tjørring.
Han har 15 års erfaring som job-konsulent og har siden 1995 arbejdet med at hjælpe de udsendte soldater, så de ikke skal bekymre sig, mens de er udsendt.
Den første samtale danner grundlag for, hvad der efterfølgende skal ske. Om jobkonsulenten skal hjælpe med at skrive ansøgninger, eller om han skal hjælpe med at sende tilmeldinger til videregående uddannelser eksempelvis.
Små og mellemstore virksomheder
Med den nuværende situation på arbejdsmarkedet kræver det en særdeles aktiv indsats af ikke blot jobkonsulenten, men også af soldaten selv, før han tager af sted.
Eksempelvis kan det betyde en grundig undersøgelse af, hvilke virksomheder der egentlig kan komme på tale som fremtidig arbejdsgiver. Fidusen er at finde frem til alle de mulige virksomheder, også de mindre og mellemstore, som ofte er knapt så kendte i offentligheden.
Redskaberne er blandt andet en række søgemaskiner på internettet.
Den første samtale mellem jobkonsulenten og soldaten bliver senere fulgt op. Under samtalen udformer jobkonsulenten og soldaten nemlig en form for kontrakt, som slår fast, hvad der skal ske. Den kontrakt omfatter blandt andet også, at soldaten under sin orlovsperiode i Danmark forpligter sig til at komme til en ny samtale med jobkonsulenten.
- Her følger vi op på, om soldaten måske har fået nye ideer, fortæller Claus Tjørring.
- Det handler om, at soldaten ikke kommer til at ”spilde” et år, understreger Claus Tjørring.
Med spildtid tænker han på, at en soldat let løber ind i, at han kommer hjem få dage efter, at eksempelvis teknisk skole starter efter sommerferien. Derfor skal Claus Tjørring have aftalt med uddannelsesstederne, hvornår soldaten skal begynde.
Sidste samtale
Den sidste fase af job-hjælpen er når soldaten er vendt hjem fra missionsområdet igen. Her følger jobkonsulenten nemlig op på, om soldaten rent faktisk har fået job eller er kommet i gang med en uddannelse.
Indtil videre har Claus Tjørring haft en succes-rate nær de 100 procent. Skal det fastholdes, så må han formentlig indstille sig på at arbejde endnu hårdere, vurderer han baseret på den aktuelle beskæftigelsessituation på arbejdsmarkedet.
Men han har haft held til at hjælpe soldater i gang med alt fra ingeniørstudier til uddannelse til skuespiller og tegnefilmanimator.
Jobkonsulent Claus Tjørring hjælper soldater- her konstabel Dennis Modesto de la Cruz - med DIB-kontrakt med at finde beskæftigelse efter udsendelsen. – Det handler om, at soldaten ikke skal spilde et år, slår Claus Tjørring fast. Han lægger sig derfor i selen for at skaffe aftaler, så soldaterne ikke kommer få dage for sent hjem fra udsendelsen til at begynde på teknisk skole eller universitetet. Foto: Kaj-Ivan Bæk.