Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Hærens Operative Kommando
Forsvaret
10. februar 2012

Indholdsområde

 
Afghanerne siger farvel til hold 9 
AFGHANISTAN, Camp Price: Overleveringen fra hold 9 til hold 10 nærmer sig. Mandag var de vigtigste samarbejdspartnere inviteret til reception i Camp Price for at sige farvel til hold 9 – og goddag til de nye folk fra hold 10
10-08-2010 - kl. 11:20
Af Mette Vosgerau, presseofficer, Den Danske Kampgruppe, ISAF 10

- Vi er kede af, I rejser, men vi er rigtig glade for, at I skal hjem til jeres kære og jeres land, sagde distriktsguvernør i Nahr-e Saraj, Mahayadin Khan, da han mandag holdt tale til hold 9.

Han var kommet til reception i Camp Price for at sige farvel til hold 9 – og hilse hold 10 velkommen. Det samme var politichefen i Gereshk og cheferne for de to kandakker (afghansk bataljon, red.), som de danske styrker arbejder sammen med.

ISAF
 
Der bliver lyttet til den tale, som chefen for hold 9, oberst Flemming Mathiasen, holdt for de afghanske samarbejdspartnere. Fra venstre er det distriktsguvernør Mahayadin Khan, politichef Esmarai, chef for 6. Kandak oberstløjtnant Mohammed og chef for 3. Kandak oberstløjtnant Hamayun.

- Det er ikke bare et venskab, vi har, det er et broderskab. Vi kæmper for det samme, nemlig stabilitet og sikkerhed, sagde distriktsguvernøren videre i talen, hvor han også bad om et minuts stilhed for de to danske soldater, der blev dræbt for få dage siden: Overkonstabel af første grad Erik Berre Rolandsen og overkonstabel Jimmi Bøgebjerg Petersen.

ISAF
 
Cheferne for de to kandakker, som de danske styrker samarbejder med. Fra venstre er det oberstløjtnant Mohammed og oberstløjtnant Hamayun.


Chefen for 3. Kandak, oberstløjtnant Hamayun, glædede sig i sin tale også over, at hold 9 nu skal hjem til deres familier og deres land.

- Vi har løst mange opgaver sammen med hold 9, og takker for det samarbejde, vi har haft. Jeg håber, I vil kunne vende tilbage og se, at her er sikkerhed og stabilitet, sagde han. Også politichefen, major Esmarai, udtrykte glæde over samarbejdet med hold 9, og ønskede hold 10 velkommen.

Chefen for hold 10, oberst Lennie Fredskov, takkede for den varme velkomst og understregede, at hold 10 har brug for afghanernes hjælp til at sikre et godt forhold til den lokale befolkning.

ISAF
 
Chefen for 6. Kandak modtager gaven af oberst Flemming Mathiasen: Et skjold med hold 9’s mærke.
Og så var der udveksling af gaver.

Chef for hold 9, Oberst Flemming Mathiasen overrakte et skjold med hold 9’s mærke. Til gengæld fik danskerne vaser og kranse, der alle var fremstillet i området, med sig hjem.

snak og brød
 
Efter talerne var der tid til snak og en bid brød.