Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Helicopter Wing Karup
Forsvarets mærke
10. februar 2012
EH101

Indholdsområde

 
Eskadrille 722 opgaver 

Eskadrille 722s hovedopgave er SAR-operationer. SAR står for Search and Rescue eller på dansk: eftersøgning og redning.

eh101SAR har siden 1956 været eskadrillens primære formål, og inden for SAR-flighten findes følgende opgaver:

• Eftersøgning- og Redning
• MEDEVAC
• Patienttransport mellem danske sygehuse
• Assistance til skibe i nød (f.eks pumpeassistance)
• Havmiljøovervågning, inklusiv optagelse af vandprøver til havs
• VIP-transporter for
regering og kongehus.




Eskadrille 722 har konstant tre SAR-vagter klar på henholdsvis Flyvestation Aalborg, Flyvestation Skrydstrup og i Roskilde Lufthavn. Her er de klar til at gå i luften på under 15 minutter om dagen og 30 minutter om natten.
Hver vagt holdes af en 5-mands besætning fra Eskadrille 722 samt en læge. Besætningen består af en luftfartøjschef, en 2. pilot, en flymaskinist der også fungerer som hoistoperatør, en redder der også fungerer som tekniker samt en systemoperatør, der også er reserveredder.
En vagt varer ca. 72 timer, med rullende udskiftning hver 3. dag.

eh101Search and Rescue
Redningstjeneste til søs er den opgave som Eskadrille 722 altid har været kendt for. Dette skyldes ikke mindst den store civile omtale af missioner af denne type. I 2005 havde Eskadrille 722 ca. 200 af denne type missioner. Besætningen samler folk op både fra skibe eller direkte fra vandet.

MEDEVAC og Patienttransport
MEDEVAC og transporter mellem de danske sygehuse er uden tvivl SAR-flightens største opgave. MEDEVAC er typisk akutte patienter fra de mindre øer uden hospital, som skal flyttes til fastlandet med alt fra hjerteanfald, blodpropper og voldsomme forbrændinger til mindre benbrud og fødsler. Patientoverførsler er typisk fra sygehusene på Bornholm og Samsø til de større hospitalscentre på Rigshospitalet og Skejby Sygehus.

Assistance til skibe i nød
Redningshelikopteren bliver ofte sendt ud til skibe er i nød. Det kan ske at skibet er sprunget læk og har behov har lænsepumper for at kunne forblive flydende. Til den situation kan helikopteren medbringe komplette pumpesæt, som nedsænkes på skibet. Pumpesættet indeholder alt det nødvendige materiel og en letforståelig vejledning så besætningen på skibet selv kan få pumpen i gang. I en sådan situation vil helikopteren typisk blive ved skibet indtil alt meldes sikkert, eller andre redningsfartøjer er ankommet til stedet.

Miljø
Eskadrille 722 deltager i den danske miljøovervågning, ved at dokumentere og opsamle prøver af olieforurening i det danske område. Helikopteren medbringer altid kamera og olie-opsamlingskit.

Andre opgaver
Eskadrille 722 flyver blandt andet med regering og kongehus når disse har behov for hurtig transport indenfor landets grænser. Desuden har flyvning for politiet længe været en betydelig opgave for en del af Eskadrille 722s personel. Af andre opgaver kan nævnes fotorekognoscering, demonstrations- og opvisningsflyvning og transport af større objekter i sling.

I disse år bevæger eskadrillen sig dog ind i en tid, hvor også taktisk troppetransport vil være en del af eskadrillens opgavekompleks.

Det er naturligvis eskadrillens mål, at denne nye opgave skal løses med samme høje grad af professionalisme og fleksibilitet, som det sket med SAR de sidste 55 år.