21-07-2009 - kl. 10:33
En ganske overvældende menneskemængde var mødt op for at få en oplevelse, da fartøjschefen satte EH101 redningshelikopteren ned på marken ved siden af hospitalet i Rønne mandag aften klokken cirka halv otte.
Regionskommune Bornholm havde bedt eskadrille 722 om at give bornholmerne indsigt i, hvad det helt præcist betyder for det omkringliggende område at have en helikopterlandeplads som nabo.

Stor nysgerrighed og spørgelyst blandt de fremmødte.
Spørgsmålet er aktuelt på Bornholm, hvor etablering af en helikopterlandeplads i tilknytning til Bornholms hospital lige nu er i kommunal høring.
Derfor fløj chefen for eskadrille 722 Lars-Henrik Thorngreen (SUN) med besætning en EH101 til Rønne, så bornholmerne kunne få indsigt i støj- og vindniveauet fra en redningshelikopter under landing og take off.

Besætningsmedlem klar til at støtte fartøjschef med input under landing.
Politi og politihjemmeværn havde på forhånd afspærret veje og fjernet biler og løse genstande, så redningshelikopteren ikke skulle lave for meget ravage på bygninger og tilskuere.
Stor ønske om at give sin mening til kende
Det blev også meget tydeligt for besætningen, at bornholmerne har mange meninger om en eventuel helikopterlandeplads.
Kort tid efter landing var alle besætningsmedlemmer hurtigt omkranset af bornholmerne, der ønskede at give deres mening til kende – og så i øvrigt spørge ind til, hvad den der helikopter egentlig kunne?

Flere medier var på pletten. Her TV2 Bornholm.
Alt foregik i en rar stemning. Folk var i godt humør og mere nysgerrige end stridslystne overfor eskadrillens besætning, der jo efterkom bornholmernes eget ønske om at få syn – og støj og vind – for sagen.